Voergaard Slot | VisitNordjylland

Voergaard Slot

Kunst og blodrøde historier

Bag de tykke mure finder du en af Danmarks smukkeste renæssancebygninger opført mellem 1481 og 1590. Nordfløjen, hvor blandt andre Stygge Krumpen levede, er dog langt ældre. 

Historien om den herskesyge Ingeborg Skeel fra 1580 kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på både store og små. På gulvet i det høje tårnværelse, som var Ingeborg Skeels private gemak, er der en blodplet på gulvet. Ifølge historien skulle den stamme fra en tjenestepige. Man troede, at hun var gravid uden at være gift, og så slog Ingeborg Skeel pigen ihjel. Men hun var ikke gravid, og derfor kan blodpletten ikke vaskes væk. Måske kan du være heldig at se et strejf af Ingeborg Skeels spøgelse, Den Hvide Dame, i tårnværelset eller i en af de mørke kældre.

I kælderen under Voergaard Slot blev fangerne spærret inde i "Hundehullet", og det har ikke været morsomt, for der er intet vindue og kun en halv meter til loftet.
 
Kunstsamlingerne på Voergaard Slot er en ganske anden historie for sig og en stor oplevelse. Slottet har en af de mest værdifulde og enestående private kunstsamlinger i Danmark. Mød Raphaél, Marie Antoinette, Napoleon og den danske rigsgreve Ejnar Overbech-Clausen i en verden fyldt med kongelige antikviteter og eventyrlige historier.

Voergaard står som det er indrettet og møbleret af den sidste ejer - greve Oberbech-Clausen - der tilførte slottet møbler, antikviteter, malerier, porcelæn og sølvtøj, mange fra sine rejser i Europa og især i Frankrig.

Danmarks Smukkeste Herregård

I 2018 blev Voergaard Slot kåret og hyldet som Danmarks Smukkeste Herregård i en afstemning af Historiske Huse. Om Voergaard skriver Historiske Huse: "Voergaard er en enestående renæssancebygning fra 1500-tallet omgivet af Danmarks bredeste voldgrav og med metertykke mure.  Den østvendte sandstensportal, som man møder efter at have krydset voldgraven, er landets fornemste herregårdsportal, udformet som en triumfbue og dekoreret med diademhoveder, doriske søjler, løvehoveder og Frederik 2.s monogram." Som præmie fik Voergaard et træ med en plakette med inskriptionen ”Danmarks Smukkeste Herregård.”

Oplev slottet

Slottet er umådeligt smukt og værd at se både ude og inde. På slottet er der rundvisning i hold.
Der er fri adgang til parken med Danmarks bredeste voldgrav.
 
Hvert år i uge 29 kan du opleve Middelalderdagene på Voergaard Slot. Her kan du hilse på biskop Stygge Krumpen, håndværkere og handelsfolk samtidigt med et vrimmel af liv, dufte og lyde.

Del denne side

Opdateret af:

Brønderslev Erhverv & Turisme turisme@99454545.dk
 

Kontakt

Adresse

Voergaard 6
9330 Dronninglund

Telefon

+45 98 86 71 08

Fakta

  • Faciliteter

    • Parkeringsplads for busser

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 10.335404
Latitude : 57.242541