Påskelege | VisitNordjylland

Påskelege

Der findes mange måder at fordrive påsketiden på. De fleste af dem har forbindelse til æg, fordi man under den katolske faste ikke måtte spise æg. Så når fasten var overstået, var der en masse æg, der skulle leges med og bagefter sættes til livs.

At puste æg ud og senere dekorere dem er den mest kendte påskesyssel. I vore dage bør man tage store hygiejne hensyn, når man har med rå æg at gøre. Man kan varmebehandle ved hurtigt at dyppe ægget i kogende vand. Derefter prikkes et lille hul i begge ender af ægget og både blomme og hvide pustes ud. Ægget kan så dekoreres, som man nu har lyst til og eventuelt forsynes med en snor og hænges op til pynt.

Male æg

Malede æg har været kendt som gaver i mange hundrede år. Man kan vælge at koge æggene sammen med for eksempel løgskaller, teblade eller kaffe som farvekilder. Inden kogningen kan æggene forsynes med mønstre i stearin, der hvor stearinen dækker, kommer der ingen farve. I dag er det blevet væsentligt lettere bare at dekorere med tusser eller andre former for industrifarver. En sjov batikeffekt opnås, hvis man krammer silkepapir sammen om ægget inden kogningen.

Trante eller trille

Når man så har fået kogt og farvet æggene, skal de bruges til at lege med. En af de ældst kendte lege er at trante eller trille æggene efter tur ned ad en bakke eller en skrå flade. Hvis man rammer et af de andre æg, har man vundet det. Denne leg kendes i de fleste lande, men menes at stamme fra Tyskland.

Kapløb

Hver deltager får udleveret et æg og en ske (stor nok til at holde ægget) og man skal så tilbagelægge en strækning i løb uden at tabe ægget

Pikke hårdkogte æg

Her skal to deltagere støde æggene (hårdkogte) mod hinanden. Først den spidse ende og derefter den runde. Den deltager, hvis æg går i stykker i begge ender først, har tabt.

Skattejagt

Kræver forberedelse. En masse æg fordeles skjult i haven eller huset, hvor man nu befinder sig. Deltagerne skal derefter finde æggene og den der har fundet flest vinder.

Puste fjer

Legen skal leges parvis. Hvert par får udleveret en lille fjer, som de på et startsignal kaster op i luften. Derefter tager de hinanden i hånden, og så gælder det om at holde fjeren i luften, så længe som muligt. Når fjeren rammer gulvet er deltagerne udgået.

Del denne side