Kroferie i Nordjylland - Hyggelige krostuer og dansk mad | VisitNordjylland
Nordjysk kroferie er livsnydelse

Kroferie i Nordjylland

Det er svært at finde en hyggeligere måde at lære Nordjylland at kende på end gennem de mange kroer, der ligger spredt ud over det ganske landskab. På en kroferie er uhøjtidelighed, god mad, tradition og charme nemlig i højsædet. Nordjysk kroferie er livsnydelse.

Bare ordet ”landevejskro” fører tankerne tilbage til en tid, hvor postvognen eller diligencen kørte op foran kroen. Trætte heste blev spændt fra, og de rejsende steg mørbankede ud for at hvile og spise på kroen, inden de forsatte deres rumlende og anstrengende færd gennem landet. Så længe der har eksisteret veje og folk, der skulle på rejse, har der været behov for at komme under tag for at få et måltid mad og natteleje for folk og heste.

Nogle af de nordjyske kroerne finder du i hyggelige landsbyer, men langt de fleste ligger ude på landet i smukke omgivelser. Ved vadesteder og åer lokker færgekroerne stadig rejsende til, og langs landevejene ligger de hundredårige gamle kroer med stråtag og bindingsværk og putter sig i deres gamle krohaver med staudebede og krogede frugttræer. Her kan man sidde og nyde livet og endda få sin kaffetår serveret.

Indendørs er der en ganske særlig atmosfære i de lavloftede krostuer, hvor potteplanter pryder vindueskarmen, og kobbertøjet skinner lystigt på væggen. Foran pejsen synker man ned med en drink efter en lang dag med sightseeing eller golfsving. I ”slyngelstuen” spiller man kort eller rafler, mens bægeret svinges og mere eller mindre sandfærdige historier flyver gennem luften.

Hyggelig kro

Og ude i krostuen serverer de svingende fulde tallerkner af dampende delikatesser: mad så god, at englene synger. Måltider fastforankret i egnens traditionelle retter og baseret på de fineste og friskeste råvarer.

Men ny eller gammel, så værner alle kroerne om deres kulturarv, og man fornemmer, at kroen stadig er en stor del af dagliglivet i byen. Her kommer man for at hygge sig med en skummende øl og en lille en til halsen. Her fejrer man også familiens mærkedage – runde fødselsdage, bryllupper og konfirmationer, og her siger man farvel til sine kære ved det traditionelle gravøl.

De fleste kroer tilbyder overnatning, og du kan holde kroferie på to måder: enten kan du slå dig ned fast ét sted, så slipper du for at skulle pakke kufferten hver dag og skal bare møde op til et veldækket morgenbord. Men du kan også vælge at rejse rundt og opleve de forskellige områder i Nordjylland og samtidig få et indblik i egnens gastronomiske specialiteter.

Se alle overnatningsmuligheder på kroer i Nordjylland her

Se kroer og andre overnatningsmuligheder lokalt i Nordjylland:

Del denne side

Hoteller & Kroer

Hotel- og kroophold i Nordjylland er ferie i frihed – uden forpligtelser. Her kan du koncentrere dig om at opleve.

Overnatning i Nordjylland

Nordjyllands enestående natur og kulturoplevelser er lige udenfor døren året rundt. Slap af på hotellet i byen, badehotellet ved stranden eller den hyggelige kro i skoven. Se muligheder her.

Ferie året rundt i Nordjylland

Der sker altid noget i Nordjylland, så mangler I inspiration så tag en pause og gå på opdagelse.

Populære destinationer i Nordjylland!

Fra det nordligste til det sydligste punkt af Nordjylland består af 10 områder: Toppen af Danmark, Jammerbugten, Læsø, Brønderslev, Thy, Mors, Aalborg, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord.