VisitNordjylland sætter ansigt på de danske turister | VisitNordjylland

VisitNordjylland sætter ansigt på de danske turister

VisitNordjylland præsenterer syv nye personas, der skal være med til at målrette markedsføringen af Nordjylland som turistdestination for danske turister.

De syv personas er udviklet i samarbejde med Seismonaut, baseret på analyser af egne onlinemedier og kendskabsanalyser.

Indholdet i dele af markedsføringen vil i fremtiden være rettet mod Traditionalisten, Bonderøven, Planlæggeren, Kæresten, Danmarksfaren, Entusiasten og Cykelparret - som alle repræsenterer specifikke målgrupper i forhold til motivation, behov og krav.

Tag for eksempel Bent, bedre kendt som ”Danmarksfaren”, den nyligt pensionerede direktør fra Middelfart. Bent på 66 år efterspørger smuk natur, interessante museer, hyggelige havnemiljøer og noget godt at spise. Han søger primært sine informationer på Google og bruger mest destinationswebsites, bookingportaler og tilbudssites. Bent bliver inspireret af sites med titler som ”10 ting man skal se i Nordjylland”, ”oversigt over gode spisesteder”, ”vandrestier” og ”gode overnatningsmuligheder i Aalborg og Skagen”.

”Danmarksfaren” kendetegner en specifik gruppe af Nordjyllands danske turister og bidrager med vigtig information, som VisitNordjylland kan bruge til at forbedre kommunikationen til netop det segment som Bent repræsenterer.

Ved at bruge personas kan VisitNordjylland målrette indhold og budskaber, så vi rammer de trigger-points, der får potentielle besøgende til at interessere sig for det nordjyske produkt.

En personas digitale rejse

Ved at koble vores personas med ”turistens digitale rejse”, opnår vi større viden om vores turister, hvilket gør det lettere at ramme, motivere og inspirere de forskellige målgrupper.

Turistens digitale rejse består af de touchpoints, man som destination har med turisten både før, under og efter et besøg.

Det giver rigtig god mening at koble de to værktøjer, ”personas” og ”kundens digitale rejse”, fordi det giver bedre forståelse for kundens behov under rejsen – hvilket giver mulighed for at understøtte det bedst muligt, med det mest relevante indhold.

Det betyder med andre ord, at vi kan levere indhold, der taler direkte til den enkelte persona - hvilket hjælper med at øge de forskellige segmenters interesse for Nordjylland som turistdestination. Og jo mere konkret og målrettet indholdet er, desto mere relevant fremstår det for modtageren.

Læs om ”Danmarksfaren” Bent og de seks andre personas for nordjysk turisme her:

Del denne side