VisitNordjylland

STREAM: TEATERKONCERT DRØMTE MIG EN DRØM Hos Aalborg Teater

Aalborg Teater har i høj grad taget teten i det danske teaterlandskab, når det gælder streaming af teaterforestillinger under den seneste nedlukning.

Aalborg Teater giver publikum over hele Danmark mulighed for at tage med på en rejse i den danske sangskat i teaterkoncerten Drømte mig en drøm søndag den 30. maj 2021, når forestillingen streames som en del af CPH Stages program. Til at skabe streaming-produktionen har Aalborg Teater allieret sig med den dygtige og kendte instruktør, filmfotograf og producent Torben Skjødt Jensen, der blandt andet har produceret flere teaterforestillinger.

Teaterkoncerten Drømte mig en drøm
Er man født og opvokset i eller bare bosat i Danmark, kan man ikke undgå at være blevet eksponeret for den danske sangskat, og for mange bringer sangskatten minder med sig, når man lægger øre til de sange, der gennem generationer har været en del af vores nationale arv. Ikke mindst det seneste år har sangskatten igen fundet vej ind i vores liv – når ting bliver vanskelige og fællesskabsfølelsen skal styrkes, tyer vi til fællessangen og den danske sangskat, som vi har gjort det siden det famøse nederlag i 1864.

Med teaterkoncerten Drømte mig en drøm dykker vi ned i vores fælles glæde ved at lytte, genlytte og genfortrylles af den danske sangskat, som i op- og nedture, krigs- og fredstider har bundet os sammen. Den danske sangskat hjælper os til at forstå hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi kan blive til. Glæd dig til en storslået og visuel unik teaterkoncert, der præsenterer både kendte og glemte sange i nye fortolkninger.

Forestillingen er iscenesat af den anerkendte instruktør Jacob Schokking, der har en baggrund som billedkunstner. Den Reumert-vindende svenske scenograf Karin Gille har skabt scenografien og kostumerne, hvor farvevalget udspringer af soldaternes uniformer fra nederlaget i 1864.

Teaterkoncerten kan streames på Vimeo søndag 30. maj fra kl. 12:00 – 23:00.

Gratis billet påkrævet: Søndag, 30. maj senest kl. 11:30 modtager du en mail med et link til den filmede teaterkoncert.