Rold Skovs kilder

Rold Skovs kilder hører til de mest vandrige i Nordeuropa. De mange kilder i området skyldes kalken i undergrunden, så grundvandet let kan sive op. Der findes et rigt dyreliv i kilderne, endda også helt særlige arter, der har spor tilbage til istiden. Kildernes vandføring er ret konstant, og vandet holder en temperatur på 7,5 grader hele året. Kilderne er fredede, og det er forbudt at indsamle dyr og planter fra dem.

De mest kendte kilder er Store Blåkilde, Lille Blåkilde og Ravnkilden, men der findes mange andre kilder i Rebild og Rold Skov. 

Områdets kilder er meget forskellige af udseende og art. Her findes 3 former for kilder:

Strømkilde: Vandet vælder frem fra jordens indre et eller flere steder. Kildens afløb har ofte en hurtig strøm, og bunden er stenet eller af andet groft materiale. (ex. Lille Blåkilde)

Bassinkilde: Vandet vælder frem fra siderne eller bunden af en skålformet, vandfyldt fordybning. I bassinet er strømmen ikke særlig stærk, og bunden består ofte af sand og slam. Kildens afløb er ret bredt, og her er strømhastigheden moderat. (ex. Store Blåkilde)

Sumpkilde: Vandet vælder frem gennem jordoverfladen over et større område. Herved dannes et stort sumpområde dækket med mos og sumpplanter. (Ex. Ravnkilden)

Her kan du finde vores side med forskellige kort til området.