VisitNordjylland

Frederikshavn Kirke

Frederikshavn Kirke blev indviet i 1892.

Det er en korskirke opført i ren romansk stil af kridtsten, såkaldt Faksekalk. Med de lige lange korsarme er kirken fuldstændig symmetrisk. Tårnet er 56,5 meter højt. Der er fire mindre sidespir på tårnet.

Kirkens arkitektur er blandt andet inspireret af den monumentale domkirke i Aachen i Tyskland, hvor kejser Karl d. Store ligger begravet. Intet var for stort og flot som inspiration når den nye fremstormende købstad, Frederikshavn, skulle have en ny kirke. Kirkens indre domineres af de store hvælvinger og de fire kraftige bæresøjler. Der er siddepladser til 1160 personer, dels på gulvet og dels på pulpituret.

Også kirkens korsformede grundplan er inspireret fra domkirken i Aachen og andre berømte kirker, bl.a. gravkirken i Jerusalem, der menes at rumme Jesu grav, og den store Hagia Sophia kirke i Istanbul, der nu er omdannet til moske' (kilde; Frederikshavnkirke.dk)

Kirkens altermaleriet ”Kristus og disciplene ved Tiberias sø” er malet af skagensmaleren Michael Ancher.  

Døbefonten er en knælende engel der bærer dåbsfadet. Fonten er lavet i marmor og skænket af generalkonsul P. Berg fra Sct. Petersborg, født i Frederikshavn.