De mest interessante bygningsværker
Projekterne strækker sig fra Aalborg over Hjørring og til Skagen med bygningsværker af verdensberømte arkitekter som Jørn Utzon, Alvar Aalto, Coop Himmelb(l)au flankeret af de allerbedste danske arkitekter som CF Møller, SHL Arkitekter, CUBO, ADEPT samt Friis og Moltke. Alvar Aaltos Kunsten er uden tvivl juvelen i Aalborg og Nordjylland, men med en blomstrende havnefront i Aalborg er der virkelig skabt arkitektur af højeste kvalitet, der giver Aaltos hus konkurrence. Det hele startede med opførelsen af Utzon Center i 2008, efterfulgt af Nordkraft og Musikkens Hus samt Vestre Fjordpark og meget snart omdannelsen af Danmarks smukkeste industrikompleks De Danske Spritfabrikker i Aalborg - også kaldet Spritten. Et projekt, der designes af Danmarks arkitektoniske superstjerne Bjarke Ingels i mødet mellem nyt og gammelt. Den tidligere værkstedsbygning og kedelhal skal transformeres til et internationalt Artcenter, hvor det spektakulære kunstværk Cloud City af den argentinske kunstner Tomás Saraceno allerede er planlagt.