Kunstnerkolonien i Skagen
Mange franske kunstnere havde slået sig sammen i kolonier på tværs af Frankrig, og studerende på Kunstakademiet i København blev opfordret til at rejse for at male og opleve verden. Derfor besøgte mange danske kunstnere de franske kolonier, hvor de fandt inspiration både i fællesskabet og landskaberne.
I starten af 1870’erne tog en del unge, ikke-etablerede kunstnere på en lang og besværlig rejse mod Skagen. De fleste var uddannede på Kunstakademiet i København, og de var hurtige til at anbefale stedet til deres kollegaer. Mange af tidens kunstnere var rejsende, de slog sig ikke permanent ned før sent i deres karriere - derfor passede livet i en koloni dem perfekt.
Omgivet af smuk natur og barske vejrforhold, dannede kunstnerne en koloni i Skagen. Her fandt de inspiration i hinanden, i naturen og i fiskernes hårde og farlige liv. Kolonien blev besøgt af både malere, musikere, komponister, digtere og forfattere – og kolonilivet bidrog til både kunstnernes og kunstens udvikling.