Kattegats milde vand langs østkysten giver børnevenlige badestrande og er hjemstavn for hyggelige havne- og badebyer.
Østkysten byder også på hyggelige havne- og fiskerbyer. Oplev lyset, maden, kulturen og naturen i Danmarks nordligste by Skagen, hvor du kan gå i skagensmalernes fodspor eller få sand mellem tæerne i Råbjerg Mile. Lidt mere sydligt ligger Frederikshavn, som har en interessant historie helt tilbage til Tordenskiolds tid. Fra Frederikshavn er det også muligt at sejle til Læsø, der specielt er kendt for skøn natur, tangtage og saltsyderiet.
Længere nede langs østkysten ligger bl.a. Sæby, Hals og Øster Hurup, som alle byder på hyggelige lystbådehavne, masser af leg i vandkanten og et hyggeligt feriebyliv. Er du til unikke naturoplevelser, så se om du kan spotte en elg i Lille Vildmose, som på trods af navnet er Danmarks største højmose.
Østkysten i Nordjylland strækker sig fra Skagen og ned til Øster Hurup nord for Mariager Fjord.
Tag en velfortjent pause fra hverdagen og gå på opdagelse i den skønne natur.