Vesthimmerland
Vesthimmerland er specielt kendt for Muslingebyen Løgstør - den hyggelige havneby ved Limfjorden - men der er også meget meget mere.
Er du til tempo og udfordringer, er der et spændende mountainbikespor, der går gennem et flot og varieret terræn og veksler mellem grusveje, skovstier og masser af singletrack.
Det blå spor i Uhrehøje Plantage er ca. 10 km langt og har 120 højdemeter. Hele sporet inkl. alle røde og sorte sløjfer er ca. 15 km langt og har 230 højdemeter. De røde og sorte sløjfer er teknisk udfordrende og de er tydeligt afmærket og fører tilbage til det blå hovedspor. Sporene er afmærket med blå, røde og sorte pile med hvid kant monteret på sorte pæle. Sporene vedligeholdes og udvikles løbende i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune.
Ruten starter ved P-pladsen, Farsøvej 95.
I Vesthimmerland er der rig mulighed for at opleve andet end MTB. Oplev blandt andet Muslingebyen Løgstør eller tag til nabobyen Rebild.
Skal der være noget for både børn og voksne er Himmerland Golf & Spa Resort måske en god idé. Her kan børnene hygge sig i badelandet, mens mor og far slapper af i spa'en, inden der skal bowles om aftenen. Ellers er Landal Rønbjerg Feriepark spækket med gode aktiviteter for hele familien. Det er også værd at besøge Stenaldercenter Ertebølle, som er Danmarks eneste af sin slags.
Hvis kombinationen af golf, wellness, fitness og skøn natur tiltaler jer, må I ikke gå glip af et ophold hos Himmerland Golf & Spa Resort. Om dagen kan I besøge Limfjordsmuseet i Løgstør og slentre langs Frederik den VIIs Kanal. Besøg også Herregården Hessel, som skildrer livet i gamle dage og har masser af events året rundt.