Rubjerg Knude Fyr

Fyrtårne i Nordjylland

Foto: VNJ

Oplev historie og kultur helt tæt på i Nordjylland. Langs den nordjyske kyst findes nogle af Danmarks mest ikoniske fyrtårne. 

Inden det danske fyrvæsen blev etableret i 1560 af Kong Frederik 2., var det en livfarlig prøvelse for fortidens sejlere, når mørket faldt på. Uden hjælp fra navigationsmidler og markering af farlige områder, måtte de skibsfarende sejle på et hav kun oplyst af stjernehimlen.

Fyrvæsenets første opgave var at markere sø-ruten mellem Skagen og Falsterbro i Sverige - en opgave de løste med rejsningen af tre fyr, men langt fra den samme slags fyr, som vi kender i dag. Dengang var et fyr nemlig bare et jernfad med brændebål, som blev placeret på en høj platform.

I 1627 blev Danmarks første vippefyr bygget i Skagen på grund af utallige Skibsforlis langs vestkysten og omkring Grenen. Når  vippefyret blev tændt og hejst op, kunne flammen ses på 10 sømils afstand ved normal sigtbarhed. De traditionelle fyr kunne kun ses fra 2,5-3 sømil, så opførelsen af vippefyret var en klar forbedring, og andre kystbyer fulgte hurtigt trop med opførelsen af vippefyr. I dag kan du stadig finde en tro kopi af vippefyret i Skagen. Her finder du også ét af de 11 fredede sømærker, der blev placeret langs Vesterhavet for også at hjælpe sømændende på rette vej. Du kan lære mere om livet ved kysten på Kystmuseet Skagen.

Nutidens fyrtårne hjælper stadig havets sejlere med at orientere sig om positioner, farlige kystlinjer, stimer og rev. Fyrene, som er blevet opført de seneste århundrede, er typisk kæmpestore konstruktioner, som både pryder kystlinjen og det nordjyske landskab. Moderne fyrtårne er ofte blot stålmaster med blinkende lamper, men vi tager et kig på nogle af Nordjyllands mest interessante og ikoniske fyr herunder. 

Fyrtårne i Nordjylland