Orkanen i Fårup Sommerland

Fårup Sommerland

Foto: Fårup Sommerland

I Nordjylland findes Danmarks ældste sommerland, som ligger helt ude i skoven. Her får du mindeværdige oplevelser, hvor det kun er fantasien, som sætter grænser. 

Tæt på Blokhus og ude i skoven ligger forlystelsesparken Fårup Sommerland. Her findes en skov fuld af hæsblæsende rutsjebaner og forlystelser med fart over feltet, som giver vind i håret. Her finder du også Danmarks største vandland og den eneste rutsjebane i Norden, som kører under og over vandet. 

Fart over feltet og vind i håret

I Fårup finder du et væld af forlystelser, som du sjældent har oplevet. Skoven byder på oplevelser for hele familien. De yngste kan snuppe en tur i ”Den røde baron”, hvor de små piloter selv styrer deres flyvemaskine. En anden af børnenes favoritter i Fårup er Egerntårnet, hvor man bliver løftet op til trætoppenes krone og med frit fald suser mod jorden. For de større og fartglade er der hæsblæsende rutsjebaner med masser af fart over feltet. Rutsjebanen Orkanen kører – som den eneste i Norden – både over og UNDER vandet! Det er også muligt at prøve Danmarks vildeste acceleration i rutsjebanen Lynet, som bliver skudt af sted fra 0 til 80 km/t på bare to sekunder. Eller hvad med en tur i Falken, Danmarks hurtigste trærutsjebane eller Hvirvelvinden, hvor man bliver kastet op og ned fra 19 meters højde, samtidig med at man roterer rundt. Fårup er meget mere end sjove rutsjebaner. Man kan også boltre sig med hoppepuder, talrige trampoliner, hesteridning, minigolf, kanofart, skydning, klatrestativer eller en tur på den kæmpe legeplads. Og så er Fårup fremfor alt hygge og ægte skovstemning!  

I Fårup finder man også Danmarks største opvarmede Aquapark, hvor hele familien kan boltre sig i de vilde bølger i Bølgebassinet, der er opvarmet til 27 grader. Du kan også suse om kap på Surfhill eller køre sammen i kæmpe baderingene i VandslangenMan kan også prøve Vandkanonen, som er verdens første udendørs vandrutsjebane med frit fald og to loops.

Når vandpjaskeriet er ovre, og håret er tørret, kan man få taget fusen på sanserne i 4D-biografen eller dase i skyggen af træerne og trylle ved det store grill-selv område, hvor Weber grillerne står klar – helt gratis. I Fårups restauranter kan hele familien finde sine livretter – både i lækre buffetrestauranter og i parkens mange andre spisesteder. Er man til økologi, kan man prøve det 100 % økologiske spisested, Skovens Pasta – Økologisk spisested.

 

Overnat midt i skoven

Hvem drømmer ikke om at vågne op lige midt i parken med en fantastisk udsigt over søen, Orkanen og Falken. Slå øjnene op på Hotel Fårup, som ligger midt i skoven, og er med sine 4 stjerner et perfekt sted for en overnatning. På hotellet er alle værelser inspireret af skoven og indbyder til leg og magiske stunder med familien. I 2019 blev hotellet endda kåret som Danmarks 4. bedste hotel på TripAdvisor. Vågn op i Fårup Sommerland og få adgang til de magiske forlystelser før alle andre, du kan nemlig komme ind i Fårup Sommerland en halv time før alle andre. Hvis du ønsker at opleve det skønne hotel, kan du læse mere om hotellet her

Fårup er blevet kåret til en af Europas tre bedste forlystelsesparker 4 år i træk (under 1. mio. gæster). I 2015 har Fårups personale tilmed fået en international pris for at levere verdens 3. bedste service. Herudover er Fårup i både 2012 og 2013 kåret til at være Nordens bedste sommerland - og i 2010, 2011 og 2012 er Fårup kåret til verdens 3. bedste familiepark af det amerikanske magasin Amusement Today.

Rideture i naturen

Fårup har 35 islandske heste, som gæster både kan prøve inde i forlystelsesparken og komme med på en skøn ridetur gennem skoven, naturen og terrænet omkring Fårup. Vi tilbyder forskellige rideture, som passer til både erfarne og uerfarne ryttere. Til de små gæster er der mulighed for at komme med på en træktur rundt i skoven. Fårups islandske heste er rolige, pålidelige og vant til børn, så der er garanti for en sjov oplevelse uanset erfaringsniveau. Alle ture er i følge med en erfaren guide, som kender både hestene og området omkring Fårup særdeles godt. 

Nyheder i 2019 – Motorbøllen og Nøddesvinget

I 2019 er der to spændende nyheder i Fårup, der især vil komme parkens yngre og modige familiegæster til gode. I Motorbøllen kan børn helt ned til 90 centimeter få en sjov tur sammen med mor eller far. Samtidig udskifter Fårup deres populære Wave Swinger til en helt ny model, så endnu flere gæster kan få glæde af den. Den nye karrusel, Nøddesvinget, kan køre både forlæns og baglæns - så der er masser af spænding.