Det blå ishus i Tversted

Det Blå Ishus

Foto: VisitNordjylland

Det Blå Ishus - eller Den Blå Kiosk - er muligvis Tversteds største attraktion. Hvert år fra forårets begyndelse valfarter danskere fra nær og fjern til Tversted Strand for at få et kræmmerhus i et af Danmarks bedste ishuse.

Siden 1920 er der blevet solgt is og andre søde sager fra den lille kiosk ved første klitrække i Tversted. Mange nordjyder, unge som gamle, husker sommerens ture til ishuset for at se solnedgangen og selvfølgelig få en isvaffel med kugler og guf.

Det hænder dog også, at du i den til tider lange kø møder folk, der kommer langvejs fra, og det er ikke tilfældigt. Stedet laver nemlig sin egen hjemmelavede guf, og det er i særdeleshed den, der gør, at folk bliver ved med at komme igen, år efter år.

Åbningstider

Ishusets åbningstider er varierende, men hvert år fra påske til midt oktober er der generelt åbent fra kl. 12 til solnedgang (eller til der ikke er flere kunder) fra mandag til søndag.

Vil du være helt sikker på, at ishuset er åbent, kan du ringe eller se aktuelle åbningstider, som fans af kiosken poster i Det Blå Ishus' Facebook-gruppe.

Om Tversted

Tversted er en lille hyggelig landsby bebygget med smukke, gamle huse i egnens stil - og den blå iskiosk.

Hvis du kører direkte gennem Tversted med de hyggelige gamle huse, holder du på en af vestkystens bedste og bredeste strande, med høje klitter og store vidder. Stranden er en oplevelse på alle årstider. På bygaden finder du hyggelige gallerier og små kunsthåndværkere, der laver keramik, glaskunst, strik og billedkunst af høj kvalitet.

Inspiration til ferie i Tversted:

www.tversted.dk

Se begivenheder i Tversted