Østkysten er kendt for dets rolige hav, Kattegat. Her finder du milde, børnevenlige badestrande, der strækker sig så langt som øjet rækker – og man skal rigtig langt ud før det bliver for dybt. Men kysten byder på meget mere end strande.
Det er kultur og lærerige oplevelser som er i højsædet, når det kommer til områdets mest populære attraktioner. Her kan du opleve både kunst, historie og natur.
Vil du opleve skagensmalernes værker - nogle af Danmarks vigtigste og mest imponerende malerier, så læg turen forbi Skagens Museum.
Er børnene med, så tag på et af Nordjyllands mange børnevenlige museer. Landskabs- og landbrugsmuseet i Mosbjerg er for børn og voksne, som elsker farmlivet. Her er bl.a. redskaber og maskiner fra 1900-1950. På de mange egnsmuseer bliver I klogere på mere end 100 års historie.
Er du bange for spøgelser? Voergaard Slot er hjemsøgt af Danmarks mest populære spøgelse – tør du besøge slottet?
Lille Vildmosecentret er for dyreelskende børn og voksne. Elge, krondyr, vildsvin og ørne er blandt områdets mest populære dyr.