Løgstør Muslingefestival - gastronomi, kunst og musik er i centrum | VisitNordjylland

Løgstør Muslingefestival

Duft, smag og oplev Løgstør Havn, når den igen i år danner rammen om årets Muslingefestival fra den 11.-15. juli 2019. Muslingefestivalen inviterer til festlige og kulturelle dage fyldt med muslinger, hvor gastronomi, kunst og musik er i centrum – og i børnehøjde.

Et af omdrejningspunkterne ved Løgstør Muslingefestival er naturligvis muslinger, og her er der igen i år masser af gode smagsoplevelser at hente. Fredag aften kulminerer i den velkendte Spis-muslinger-aften, hvor 1 ton muslinger dampes, og hvor du for kun et symbolsk beløb kan spise alle de muslinger, din mave kan rumme eller i hvert fald, indtil gryderne er tomme.

Havnen danner hele weekenden rammen om det hyggelige marked, hvor de opstillede boder byder på lokalt kunsthåndværk, og hvor der er mulighed for at smage og købe lækre fødevarer med hjem.

Spis og vær glad

Hele weekenden er det muligt at tage del i de gastronomiske oplevelser. Både fredag, lørdag og søndag tænder Løgstørs Muslingelav midt på dagen op i bålene og damper muslinger. Fredag aften tilbereder Muslingebyens Mobile Kogelaug traditionen tro ca. 1 ton lækre muslinger, mens det lørdag og søndag er Løgstør Muslingelav, der serverer muslinger. Kreativiteten kender ingen grænser hos de gæve muslingefolk, og de sidste år er bl.a. muslingedog’en, muslingeburgeren, muslingefrikadeller og muslingetarteletter opstået.

Byens mange restauranter byder ligeledes indenfor til lækre oplevelser. Få et overblik over restauranterne på www.muslingebyen.dk.

Aktiviteter for alle småmuslinger

Muslingefestivalen byder på aktiviteter for alle størrelser. Tag børnene med, når biologerne fortæller og viser fjordens rige dyreliv eller med hen i børnemaleværkstedet i Kulturladen, hvor kreativiteten ingen grænser har. Kong Neptun har også i år sørget for at lave en spændende rejse for børnene. Gøgleren Tonny Trifolikom gæster festivalen 3 gange om dagen, og også Limfjordsmuseets formidlere står klar til at vise livet i Limfjorden. Børnene kan også gå på skattejagt i den kæmpestore sandkasse og efter krabber i fjorden. Er vejret til det, er det også oplagt at bade fra havnetrappen.

Handel på havnen og i byen

Under festivalen er der også masser af kunsthåndværkere, kunstnere og fødevareproducenter i de små boder på havnen. Søndag den 15. juli holder butikkerne åbent fra kl. 11-15 og laver spændende aktiviteter til ”Børnenes Dag”.

Læs mere om årets program til Muslingefestivalen i Løgstør her.

Muslingebyen – aktiviteter hele sommeren

I Muslingebyen er der aktiviteter hele sommeren for store og små. Se meget mere på www.muslingebyen.dk

Del denne side

Løgstør

Oplev hyggelig, maritim feriestemning i "Muslingebyen Løgstør" - nyd musik i særklasse til Kanaljazz og Løgstør Open Air eller spis jer mætte i lækre muslinger til muslingehøstfest og muslingefestival.