Mariager Fjord | VisitNordjylland

Mariager Fjord

Danmarks længste og smukkeste fjord - Mariager Fjord - skærer sig ind i Nordjylland. Her er naturskønne områder, hyggelige byer og minder fra vikingetiden.

Som et bredt blåt bånd bugter Danmarks smukkeste og længste fjord - Mariager Fjord - sig dybt ind i ferielandet Mariagerfjord. Med sine ca. 35 km (42 km i strøm-renden) er Mariager Fjord Danmarks længste fjord, da Limfjorden længere nordpå betegnes som et sund. Området omkring Mariager Fjord byder både på afslapning og et væld af muligheder for kulturel eller aktiv ferie. Mariager Fjord ligger i Mariagerfjord Kommune, som er en del af Himmerland i den sydligste del af Nordjylland.

Aktiviteter og oplevelser

Kan du lide at være aktiv i naturen, finder du lidt af det hele ved Mariager Fjord. Prøv fx Danmarks smukkeste cykelrute, Mariagerfjord-ruten, hele vejen rundt om Mariager Fjord. Til vands byder fjorden på skønne sejlture, uanset om det er i egen båd, med turbåden Svanen eller hvis du mere er til kano, kajak eller anden vandsport. Her er også mulighed for at lystfiske eller seatrout-fiske. Til lands tilbydes også en masse vandreture i skønne skovområder fx Panorama-ruten i Bramslev Bakker, der er Danmarks første certificerede vandrerute. I kan også besøge Rold Skov eller prøve kræfter i den nye klatrepark i Hobro Østerskov. Det naturskønne område omkring Mariager Fjord er også et oplagt sted at holde bryllup i. Har du børn med, er der også masser af naturlegepladser fx ved Fyrkat, ved Rosenhaven i Mariager eller i forbindelse med ”elgenes land” i Lille Vildmose. Midt i Danmarks (på trods af navnet) største vildmose ligger Lille Vildmosecentret, hvor I kan opleve elge, vildsvin, kronhjorte og ørne, ligesom I også kan komme på tur med gamle tørvetog.

Der findes masser af lystbådehavne ved Mariager Fjord - både store og små. Kongsdal Lystbådehavn byder på fjordens eneste fyrtårn, der er importeret fra Thyborøn. I Mariager findes områdets største lystbådehavn - Mariager Lystbådehavn, der er nabo til Mariagers største turistattraktion – Mariager Saltcenter. I saltcentret kan du komme på en rejse i saltets verden. Her kan I både syde salt og besøge en rigtig saltmine eller flyde rundt i det varme, ”Døde Hav”, hvor det høje saltindhold sikrer at I aldrig synke til bunds. 

Se flere aktiviteter.

Udforsk hyggelige byer

Mariager, Danmarks mindste købstad, er også kendt som Rosernes By, da både byens brolagte gader og gamle bindingsværkshuse er prydet med roser. I Mariager finder du også Rosenhaven, Mariager Museum, Mariager Kirke, resterne af Birgittaklostret og ikke mindst Mariager Saltcenter.

Besøg også de hyggelige byer Hobro og Hadsund, der ligger med smuk udsigt ud over Mariager Fjord. Ved fjorden ligger der også det lille fiskerleje, Stinesminde, der for nyligt er blevet sat fint i stand, og danner rammerne om en hyggelig pauseplads i smukke omgivelser. I kort afstand fra fjorden ved østkysten finder du Øster Hurup, der er kendt for sine børnevenlige strande. Her er rig mulighed for en dejlig ferie med masser af bad og leg i vandkanten og masser af dejlige sommeraktiviteter for hele familien.

Attraktioner

Er du til kultur og historie, er Vikingecenter Fyrkat ved Hobro bestemt et besøg værd. Hvert år afholdes her Fyrkatspillet og et stort vikingemarked. Kongehøjen ved Voldstedlund, som er en af Danmarks bedst bevarede stenaldergrave, er også et besøg værd - eller hvad med en tur med det næsten 100-årige veterantog Mariager-Handest Veteranjernbane, hvor det fantastiske landskab kan nydes. Ved Hobro ligger også GASmuseet, hvor du kan blive klogere på energi, og lidt uden for byen ligger Verdenskortet, der er en miniudgave af verden, placeret ved Klejstrup Sø.

Se flere attraktioner.

Begivenheder

Området omkring Mariager Fjord danner rammerne om mange årlige events, som I ikke bør gå glip af. Hvert år afholder Mariager Saltcenter ”Mad for Alle” foodfestivalen. Hvert år gæstes Mariager Fjord også af en række store træskibe, der bl.a. besøger Danmarks ældste træskibsværft i Hobro. Af samme årsag er Hobro også tit vært for større nationale og internationale træskibsstævner.

Se flere events

Spisesteder og overnatning

Området omkring Mariager Fjord byder på et væld af dejlige overnatningssteder og mange skønne spisesteder.

Se udvalget af spisesteder og overnatningsmuligheder her.

Kontakt VisitMariagerfjord

Mariager Turistbureau
Torvet 1
9550 Mariager
Email: visit@mariagerfjord.dk
Tlf: (+45) 7027 1377

Få mere inspiration: www.visitmariagerfjord.dk eller VisitMariagerfjords Facebook-side.

Del denne side

Øster Hurup

Danmarks ubetinget mest børnevenlige strand ligger ved det gamle fiskeleje Øster Hurup - smukt placeret ved Kattegat på den himmerlandske østkyst mellem Lille Vildmose og Mariager Fjord.

Strand, fjord og natur

Oplev Vesterhavets brusende hav og brede sandstrande, østkystens milde og børnevenlige strande, Limfjordens og Mariager Fjords rolige vand og de mange naturoplevelser - skov, moser og klitplantager.

Aktiv i naturen

Nordjyllands imponerende og varierede natur er skabt til outdoor oplevelser - til lands, vands og i luften. Prøv bl.a. de udfordrende MTB-ruter eller find de perfekte surf-bølger ved Vesterhavet.

Populære destinationer i Nordjylland!

Fra det nordligste til det sydligste punkt af Nordjylland består af 10 områder: Toppen af Danmark, Jammerbugten, Læsø, Brønderslev, Thy, Mors, Aalborg, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord.