Vikingemarked på Lindholm Høje | VisitNordjylland
Vikingemarked

Vikingemarked på Lindholm Høje

Der er rovfugle og heste, kampgrupper, boder og værksteder, mad, mjød og vikingemusik. Kort sagt alt, hvad en viking og folk med interesse for vikingetiden kan ønske sig. I mere end 25 år har vikingegruppen Lindholm Høje arrangeret vikingemarked den sidste weekend i juni lige nord for Aalborg.

Her ligger en stor vikingegravplads og Lindholm Høje Museet, der blandt andet fortæller vikingernes historie, og de grønne arealer ved museet er ideelle til et vikingemarked. Hvad der startede med et enkelt villatelt, har over årene udviklet sig til et stort, autentisk marked med op mod 70 stadepladser i et stort indhegnet område, og her formidler en række vikingegrupper fra både ind- og udland deres kunnen og viden om vikingetiden via en masse aktiviteter for både store og små.

25 år med vikinger

Vikingemarkedet på Lindholm Høje, som i dag er Nordjyllands største, udføres udelukkende af en frivillig forening, som deler en interesse for vikingetiden. Gruppen blev stiftet i 1990 og i dag arbejder ca. 100 mennesker sammen for at gøre vikingelivet levende for de mange besøgende.

Og selvom man sagtens kan opleve vikingelivet på afstand som besøgende, er der mange der gribes af stemningen og selv bliver en aktiv del af vikingemarkedet - måske til næste år som frivillig.

Vikingemarked for børn og voksne

Mens de voksne undersøger de håndlavede varer og kigger på drabelige kampe mellem vikingerne, kan børnene smutte i vikingeværkstedet, hvor de kan prøve at spinde uld, lave ild med flintesten, lave runer eller andet traditionelt håndværk.

Er man modig nok, kan man også komme i Krigerkampskolen, hvor der trænes til krig med sværd, økse og skjold. Også bueskydning er en mulighed.

Når sulten melder sig, kan man mæske sig i lækre autentiske retter fra vikingetiden, mens musikere spiller op til dans.

I 2015 var der også besøg fra Ryttergruppen EhwaR, som lavede hesteshow, mens Ribe Vikingecenter viste deres fantastiske rovfugle frem.

Besøg vikingemarkedet på Lindholm Høje:

Vikingemarkedet på Lindholm Høje afholdes sidste weekend i juni.

Åbningstider: Lørdag 10-17, søndag 10-16.

Adresse: Vendilavej 11, 9400 Nørresundby – ved Lindholm Høje Museet

Billetpriser: Voksne: 60 kr. (dagsbillet) 100 kr. (weekendbillet)

Børn (5-16 år): 20 kr. (dagsbillet) 30 kr. (weekendbillet)

Børn (0-5 år): Gratis

Læs mere på www.lindholmhoeje.dk eller Vikingemarkedets Faceboook-side.

Del denne side

Historien om Nordjylland

Vikingetiden, jernalderen og middelalderen er nogle af de tidsaldre du kan opleve i Nordjylland. Nordjylland er fuld af historiske steder og minder fortiden.

Ferie året rundt i Nordjylland

Der sker altid noget i Nordjylland, så mangler I inspiration så tag en pause og gå på opdagelse.

Populære destinationer i Nordjylland!

Fra det nordligste til det sydligste punkt af Nordjylland består af 10 områder: Toppen af Danmark, Jammerbugten, Læsø, Brønderslev, Thy, Mors, Aalborg, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord.