Kystbyer i vækst - Implementering og realisering | VisitNordjylland
Børn i Løkken

Kystbyer i vækst - Implementering og realisering

VisitNordjylland har gennemført et destinationsudviklingsforløb i perioden 2012-2014, som via projektet ”Kystbyer i vækst” har understøttet koncept- og områdeudviklingen i 6 nordjyske kystferiebyer med stort udviklingspotentiale. De 6 destinationer, der nu har udarbejdet potentialeplaner for udviklingen af turismen, er Ør. Hurup, Hals, Skagen, Løkken, Blokhus og Klitmøller-Nr. Vorupør.

Destinationerne står nu i en fase hvor de prioriterede udviklingstiltag skal forankres og organiseres både i forhold til erhvervsinteressenter, turismeorganisation, kommune og investorer.

Implementeringsprocessen:

Dette projekt har som mål at skabe en række samarbejder og netværk mellem turismeerhverv, - organisationer og kommune om de identificerede potentialers realisering gennem bindende handlingsplaner med placering af ansvar for opgaveløsninger og finansiering. Hensigten er at benytte en udviklingsmodel, der fremmer den enkelte virksomheds indarbejdelse af nye processer og ny organisering, som kan understøtte de nye produkter og tilbud, der er prioriteret i potentialeplanerne. Samtidigt skal udviklingsprocessen sikre den nødvendige sammenhæng med kommunale planer og investeringsmuligheder via private investorer, RealDania m.fl.

Fase 1: I de seks destinationer etableres udviklingsnetværk (omfattende erhverv, turistorganisation, kommune og andre relevante interessenter) omkring 1-2 konkrete koncepter fra potentialeplanen, der har et umiddelbart vækstpotentiale. Desuden etableres der et tværgående erfa- og koordineringsforløb.

Fase 2: Med bistand af ekstern konsulent defineres hvilke, nye services, nye tilbud, kvalitetsløft og evt. nye fysiske anlæg der er en forudsætning for realisering af konceptets potentiale.

Fase 3: Udviklingsnetværket placerer ansvar og fastsætter tidsrammer for implementeringen i en fælles handlingsplan for hver destination.

Fase 4: De involverede turistvirksomheder modtager konsulentbistand til iværksættelse af de interne ændringer i organisation, kompetencer og finansiering som deltagelsen i den fælles handlingsplan fordrer.

Sideløbende afsøges finansieringsmuligheder for fysiske anlæg, herunder udarbejdes investorprospekter baseret på analyser af lokaløkonomisk effekt og afkast.

Fase 5: Handlingsplanen forankres i lokal organisation, der indgår forpligtende samarbejdsaftaler med alle erhvervsaktører om gennemførelsen. 

Eksempel på overgang fra potentialeplan til implementeringsfase:

En del af Øster Hurups potentialeplan, der vandt prisen som Danmarks stærkeste kystbykoncept ved slutkonferencen for Kystbyer i Vækst, er på vej ind i implementeringsfasen:

Byens nye rygrad er det vigtigste element i en helhedsplan for Øster Hurup, som generelt skal skabe bedre sammenhængskraft i byen, løse trafikale udfordringer og skabe rum, hvor der gøres plads til både bløde trafikanter og øget byliv. Realiseringen af helhedsplanen skal resultere i en by, som bylivs- og oplevelsesmæssigt byder på byrum, forbindelser og funktioner, der gør det sjovere og mere interessant at besøge og bebo byen - for alle.

Projektet omkring byens nye rygrad vil tilføre byen et overbevisende løft for hele den centrale del af byens fysiske miljø, samtidig med at forbindelsen mellem by og havn, samt de tre centrale byrum der sammenbindes, vil programmeres med en lang række nye funktioner og skabe rum for en lang række forskellige aktiviteter. Resultatet vil være at den centrale del af Øster Hurups centrale del vil være multifunktionel og langt mere brugbar, og byens vil opleves som sammenhængende og med et bymiljø af høj kvalitet.

En mangfoldig og sammenhængende kystby

Projektet omkring byens nye rygrad svarer altså direkte på de kritikpunkter, der bl.a. fremhæves i gæstetilfredshedsanalysen, og det må forventes at have en stor effekt i forhold til at tiltrække flere besøgende. Besøgende vil få en langt bedre og mere helstøbt oplevelse når de besøger byen, hvor niveauet indenfor både bymiljø, strand, natur og serviceniveau er i top. Byens nye rygrad vil både iscenesætte eksisterende kvaliteter i byen, og samtidig bliver der med forbindelsen og de tre overordnede langt flere funktioner i bymidten, der vil tilføre mulighed for meget mere at tage sig til for en bred række brugergrupper. Håbet og forventningen er at eksisterende turister bliver længere, vælger at komme igen og samtidigt vil fungere som ambassadører for Øster Hurup, når de igen er hjemme. Med en perlerække af opgraderede og nye byrum, der samlet set vil tilføre en unik mangfoldighed til den centrale del af Øster Hurup, vil Øster Hurup appellere og dække behov hos et bredere spektre af målgrupper – hvilket vil betyde flere besøgende.

Målet om det realiserbare projekt

Realiserbarhed har været et keyword gennem hele processen i udviklingen af en helhedsplan for Øster Hurup. Fokus har hele tiden været på at resultatet skulle være realiserbart, og målet var at komme så tæt på realisering som muligt.

Forankring og realisering:

Den politiske forankring har været så succesfuld, at man ved byrådets budgetforhandlinger i ugerne efter præsentationen af projektet i Øster Hurup, fra politisk side valgte at afsætte 8,5 mio. til første fase af projektet.

Behovet for en yderligere projektindsats:

Men ud over den offentlige investering Øster Hurup er der behov for at de private aktører løfter deres del af opgaven med at udvikle oplevelser, shoppingtilbud, overnatningstilbud etc. ud fra det fælles koncept, så der skabes den meromsætning og de arbejdspladser, der bør være resultatet. Samtidigt er der et behov for at den kommunale investering suppleres med anden offentlig og privat investering, hvis planen skal gennemføres fuldt ud og den ønskede effekt skal opnås.

Denne problemstilling optræder i alle 6 destinationer og en samlet og struktureret støttefunktion til erhvervets implementering af de nye produkter og services vil kunne løftes gennem nærværende projekt, så der opnås en hurtigere og større effekt af de udarbejdede potentialeplaner. 

Del denne side