Julebryg | VisitNordjylland

Julebryg

Når julebryggen kommer frem i butikkerne, ved vi, at julen er nær. Men det at lave en særlig øl ved juletid er ikke en ny opfindelse – det har vi faktisk gjort i århundreder.

Juleøllen er ikke en ny opfindelse, men har rødder flere hundrede år tilbage i historien, hvor du ude på landet bryggede en særlig god øl ved juletid, der kunne matche den fede mad. Denne særlige øl udviklede sig med årene til den søde juleøl, der blev – og stadig bliver – drukket sammen med risengrød.

Søgaards øl

J-dag - frigivelsen af julebryggen

Dagen hvor julebryggen kommer på gaden, bliver også kaldt for ”J-dag”. Det er altid første fredag i november, og den officielle frigivelse sker præcis klokken 20.59, hvor mange værtshuse og barer rundt omkring i landet gør et særligt nummer ud af begivenheden.

I Aalborg forvandles Jomfru Ane Gade til én stor J-dagsfest med konfettikanoner og underholdning hele natten. Alle diskoteker, barer og pubber i den berømte og berygtede gade slår pjalterne sammen med Tuborg Julebryg om at holde et brag af en J-dagsfest med en kæmpe scene midt i Gaden. Det hele starter kl. 20 om fredagen og juleøllen frigives kl. 20.59 – herefter fortsætter festen til den lyse morgen.

Stærk julebryg bliver en tradition

I 1905 lancerede Carlsberg en særlig, alkoholstærk påskebryg, og dermed var den første stærke højtidsbryg i Danmark en realitet. Da den nye øl blev en succes, fulgte flere bryggerier efter. I 1958 kom det nu nedlagte bryggeri Carlsminde med den første stærke julebryg i Danmark. Den havde en alkoholprocent på 7,6, og for at kunderne nemmere kunne adskille de nye, stærke øl fra de traditionelle pilsnere, kaldte man den nye type øl for ”bryg”. Mange andre julebryg er siden kommet i handelen, med Tuborgs Julebryg, også kaldet ”snebajeren”, som den nok mest kendte. Den har styrke som en almindelig guldøl med en alkoholprocent på 5,6.

Mens ”højtidsbryg” er blevet almindelige i Danmark og resten af Skandinavien, er det sjovt nok et nærmest ukendt fænomen i resten af verden.

Julebryggens særkende

Den danske julebryg bliver normalt brygget på store mængder mørkt - ofte karamelliseret - malt og humle, og tit bliver der også tilsat engelsk lakrids til bryggen. Ved at tilsætte ekstra store mængder af de forskellige råmaterialer opnår man den mørke farve, den kraftige smag og ikke mindst de høje procenter, der kendetegner de danske julebryg. – Et andet særkende ved de danske højtidsbryg er flaskernes ofte meget farverige etiketter, som på kreativ vis forsøger at illustrere den aktuelle højtid.

Del denne side

Gastronomi i Nordjylland

Få oversigt over smagsoplevelser i Nordjylland - gårdbutikker, restauranter m.m.

Julemarked i Aalborg

Jul i Nordjylland

Julen byder på masser af spændende oplevelser i Nordjylland. Se oversigten over de hyggelige julemarkeder, find opskrifter på traditionelle, nordjyske juleretter og find nordjyske gavetips.

Adventskonkurrencen - vind fantastiske præmier

Fra mandag den 26. november og frem til den 23. december kan du hver dag deltage i årets store adventskonkurrence, hvor du kan vinde fantastiske præmier for over 42.000 kr. Deltag her!

Populære destinationer i Nordjylland!

Fra det nordligste til det sydligste punkt af Nordjylland består af 10 områder: Toppen af Danmark, Jammerbugten, Læsø, Brønderslev, Thy, Mors, Aalborg, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord.