Sommerhuskulturens historie | VisitNordjylland
Somerhus i klitterne

Sommerhuskulturens historie

Et historisk tilbageblik

”Landliggerkulturen” i Danmark går tilbage til 1700 tallet, hvor borgerskabet ”flygtede” fra byens stive omgangsformer for at slappe af og nyde det mere frie liv på landet. Mange af de store villaer i det nordlige København, blev oprindeligt bygget som sådanne ”landsteder” for det bedre borgerskab.

Først i slutningen af 1800-tallet begyndte man at bygge sommerhuse, som dem vi kender i dag. I første omgang var det kunstnerne, der ”opdagede” strandene og det særlige lys ved Skagen og Hornbæk i Nordsjælland, men hurtigt fulgte borgerskabet efter. Man lejede sig i starten ind hos de lokale, men hurtigt opstod ønsket om at have sit eget, og i 1890’erne blev de første rigtige sommerhusgrunde i Hornbæk udstykket.

Hornbæk blev hurtigt for ”civiliseret” for dem, der søgte den vilde natur, så sommerhusudstykninger spredte sig til Tisvilde og Tisvilde Bakker og siden til Odsherreds kyster. I Jylland var det vestkystens vilde natur, der trak. Først og fremmest Skagen, men også Løkken, Blokhus, Lønstrup og mange af de andre kendte badesteder langs vestkysten hører til blandt Danmarks ældste sommerhusområder.

Med jernbanernes og skibstrafikkens intense udbygning i begyndelsen af 1900-tallet blev det meget nemmere for byboerne at komme ud i landet. Det satte ekstra skub i sommerhusbyggeriet, der spredte sig langs kysterne og til øerne i Det Sydfynske Øhav, til Rømø, Fanø, Samsø, Læsø, Anholt, Bornholm om mange flere.

I begyndelsen af 1900-tallet var egentlig ferie forbeholdt de få, men det ændrede sig langsomt op igennem 1920’erne og 30’erne, og med ferieloven fra 1938 fik alle ret til to ugers ferie med løn. Det skabte ekstra interesse for nye og billige sommerhuse. Mange af disse huse blev opført som primitive weekendhytter af de forhåndenværende materialer - eller man opstillede en udtjent jernbanevogn eller sporvogn på sit jordstykke, der gerne måtte ligge i cykelafstand til byen. Mange københavnerne slog sig ned langs Køge Bugt, mange odenseanerne søgte mod Kerteminde og århusianerne søgte ud mod Ebeltoft og Grenaa.

Feriebyer

Trods velstandsstigningen var det langtfra alle, der havde råd til at bygge et sommerhus, men det rådede fagbevægelsen bod på ved at bygge feriebyer, hvor arbejderfamilier kunne leje sig ind i et velbeliggende sommerhus i en uge eller to. Bag byggeriet stod Dansk Folkeferie, der fortsat driver disse feriebyer som et tilbud til alle, der ønsker en ferie i naturskønne omgivelser.

På samme måde opførte Hjørring og Omegns Turistforening feriebyen Skallerup Klit, der i 1949 slog dørene op for de første feriegæster. Efter datidens forhold var der tale om ren luksus, og feriebyen eksisterer fortsat – i en kraftigt moderniseret udgave.

Restriktioner og hensyn til naturen

Med den øgede velstand i slutningen af 1950’erne kom der for alvor gang i sommerhusbyggeriet, og langt de fleste af Danmarks ca. 200.000 sommerhuse er da også opført i 60’erne og 70’erne.

På grund af det voldsomme sommerhusbyggeri blev det i 1977 besluttet, at der ikke må udlægges nye sommerhusområder i en trekilometerszone langs kysterne, ligesom der blev fastsat regler for, hvor tæt den enkelte bebyggelse må være på kysten.

Dette hensyn til naturen havde man allerede øje for i sommerhusets barndom, hvor arkitekten Ejnar Dyggve i 1916 lavede en udstykningsplan for området Lange Travs i Tibirke Bakker, så det naturskønne område ikke blev ødelagt af det intense sommerhusbyggeri.

Planen betød, at der kun måtte bygges et enkelt hus for hver tønde land, at husene skulle ligge i dalsænkningerne, være stråtækte og bygget i overensstemmelse med lokale bygningstraditioner. Området er i dag et af Danmarks smukkeste sommerhusområder.

Arkitekttegnede sommerhuse

Flere af Danmarks store arkitekter har også sat deres præg på sommerhusbyggeriet. Poul Henningsen tegnede således et typehus for typehusfirmaet, Myresjö - et velbevaret eksemplar af slagsen kan blandt andet ses i Gammel Skagen. I Tisvilde kan man se et hus, der er tegnet af Arne Jacobsen, og også rådhusarkitekten Martin Nyrup, og arkitekten bag Louisiana, Wilhelm Wohlert, har tegnet sommerhuse.

Dagens sommerhus

Dagens typiske sommerhus er langt fra tidligere tiders primitive weekendhytte, for efter en periode, hvor sommerhuslivet stod i skyggen af charterturismen, er det igen blevet ”in” at have sin egen fredelige plet. Selvom naturen og flugten fra byen hektiske liv fortsat trækker, lægger vi ikke den moderne komfort bag os, år vi drager ”på landet”.

Sommerhuset skal helst tilbyde de samme bekvemmeligheder som helårsboligen, og så er det ikke længere tilstrækkeligt, at huset kun er til glæde i sommerhalvåret. Det eftertragtede ”tilflugtssted” helårsisoleres og forsynes med gulvvarme og brændeovn, så det kan være til glæde hele året.

Del denne side

Sommerhuse

Ferie i sommerhus er nok noget nær det tætteste, du kommer på at bo ”privat“, og derfor ligger de fleste sommerhuse også i smukke omgivelser.

Ferie året rundt i Nordjylland

Der sker altid noget i Nordjylland, så mangler I inspiration så tag en pause og gå på opdagelse.

Populære destinationer i Nordjylland!

Fra det nordligste til det sydligste punkt af Nordjylland består af 10 områder: Toppen af Danmark, Jammerbugten, Læsø, Brønderslev, Thy, Mors, Aalborg, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord.