Akvavit og brændevin | VisitNordjylland
Snapseglas

Akvavit - historien bag brændevin

Snapsen kan spores tilbage til araberne, der i det 8. århundrede lærer spanierne at "brænde vin", så man får en stærk væske med opkvikkende virkning. Brændevinen spreder sig herefter hurtigt til hele Europa, og også inden for lægevidenskaben får man øjnene op for brændevinens virkninger som "alle lægemidlers moder og dronning".

I Danmark ser vi dog først beviser på brændevinsproduktion i lertøj fra omkring år 1400. Med inspiration fra Nordtyskland og Holland brygger danskerne deres brændevin på korn.

Det er også i det 15. århundrede, at vi i Norden støder på krydret snaps for første gang. Dengang bliver urterne primært brugt til at tage den hæslige fuselsmag (mens det i dag primært er for at styrke den smagsmæssige nydelse).

I de efterfølgende århundreder hænger spiritusdampene tungt over Europa, og brændevinen bliver nu i højere grad anskuet som et beruselsesmiddel frem for lægemiddel.

Christian IV tager i 1551 de første skridt til at begrænse drikkeriet, og i 1773 bliver al hjemmebrænding forbudt. I år 1800 er der over 2500 lovlige brænderier - 101 af dem ligger i Aalborg.

Aalborg - akvavitens højborg

Aalborgs internationale status som snapseby opstår med historien om tre mænd: de to "brændevinsfædre", Isidor Henius og Harald Jensen, samt Danmarks førende erhvervsmand i 1800-tallet, Carl Frederik Tietgen.

Brændevinsbrænderen Isidor Henius kommer til Aalborg i 1845 og lancerer i 1846 Aalborg Taffel Akvavit. "Rød Aalborg", som snapsen også hedder, bliver hurtigt danskernes foretrukne akvavit, og flasken med det klassiske røde malteserkors vinder i 2002 titlen som verdens bedste akvavit.

Henius er ekspert i industriel produktion, men han får skarp konkurrence af den eksperimenterende Harald Jensen, der i 1863 lancerer Harald Jensen Taffel Akvavit, som bl.a. krydres med anis, allehånde, pomerans og ingefær. Denne konkurrence mellem Harald Jensen og Isidor Henius gør nu Aalborg til Danmarks førende snapseby.

Herefter er det industrimagnaten Carl Frederik Tietgen, der sætter Aalborgs akvavitter og kryddersnapse på det internationale snapsekort. I 1881 stifter han De Danske Spritfabrikker og opkøber både Harald Jensens og Isidor Henius' brænderier. Han eksporterer nu snapsene til udlandet, og i 1923 har De Danske Spritfabrikker overtaget samtlige brænderier i Danmark.

Den dag i dag er al produktion samlet i Aalborgs vestby, og her er det muligt at komme på destilleriets guidede tur.

Anretning med snaps

Del denne side

Guide til den gode svampetur

Få overblikket over de gode steder at finde svampe i Nordjylland. Få også tips til udstyr, opskrifter og meget mere.

Ferie året rundt i Nordjylland

Der sker altid noget i Nordjylland, så mangler I inspiration så tag en pause og gå på opdagelse.

Populære destinationer i Nordjylland!

Fra det nordligste til det sydligste punkt af Nordjylland består af 10 områder: Toppen af Danmark, Jammerbugten, Læsø, Brønderslev, Thy, Mors, Aalborg, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord.