Skallerup Seaside Resort | VisitNordjylland
Wellness på Skallerup Seaside Resort

Skallerup Seaside Resort

Siden 1949 har Skallerup Seaside Resort, beliggende i Skallerup Klit, begejstret familier på deres ferie, og det har skabt loyale gæster, der kommer igen og igen. I 2014 kvitterede TripAdvisor med Traveller's Choice Award og to 3. pladser i kategorierne "Danmarks bedste hotel" og "Hotel med bedste service". Læs herunder, hvorfor du med garanti også vil få en skøn ferie i Skallerup, som med dets trygge rammer og fantastiske natur giver dig og dine børn alle muligheder.

Planlægning, logistik og en lille smule kaos. På trods af de bedste hensigter ender familieferien alt for ofte sådan, og har vi ikke nok af det til hverdag?

Spol frem til en typisk dag på Skallerup Seaside Resort: børnene spæner rundt i det store legeland, inden storesøster går i gang med at bage kager i køkkenet ved siden af. Lillebror får hurtigt travlt med at trykke fotos på værkstedet, mens den mindste hviner begejstret over stedets maskot, skildpadden Skalle. Mor og far skal også være med, men her behøver de ikke have et øje på hver finger. Børnene leger nemlig i trygge rammer, mens de voksne kan lave glaskunst, brygge bjesk eller sammen med børnene koge de bedste bolcher.

Feriested med sammenhæng og høj service

Venligheden strømmer jer i møde på Skallerup Seaside Resort. Her er tænkt på den mindste detalje, så man i den grad føler sig velkommen og værdsat som gæst. Nærvær og hjælpsomhed er til stede overalt, som tilbagemeldinger fra feriegæsterne også fortæller.

Skallerup Seaside Resort er et feriecenter med sammenhæng, hvor man ikke parkerer de små i en særlig børneklub og ånder lettet op, men tværtimod glæder sig over at slappe af med familien uden stress og tusind ting at nå. Oveni kommer en helt særlig attraktion, som du nok kun finder tæt ved Vesterhavet: det jyske lune, der måske er velkendt for nogle, men godt kan tåle at blive fremhævet igen og igen. For som en sjællandsk gæst forleden sagde om nordjydernes varme og imødekommende sind: "Det er ikke bare snak – de mener det virkelig!"

Afslapningen kommer helt af sig selv, når du vandrer ud i klitterne, mærker blæsten og kommer ind i dit hyggelige sommerhus med sauna, spa og brændeovn. Den vilde og utæmmede natur uden for døren skal udforskes, mens arbejdsmailen glider i baggrunden, og vandreturen måske svinger forbi Skallerups helt egen bondegård. Her kan børnene se, hvor maden kommer fra, nemlig fra de søde dyr, som man også kan klappe, fodre og endda ride på. Mød både køer, grise, geder og dådyr. Eller shetlandsponyer, som gerne lægger ryg til en ridetur for førstegangsryttere, selvfølgelig med far eller mor lige ved siden af. For større børn og voksne tilbydes guidet ridetur på islandsk hesteryg i kuperet terræn, i skoven og langs stranden.

Lige i nærheden ligger Emils snittehus, hvor håndværkeren Woodpek viser børnene, hvordan man laver bestik af træ og dermed holder en gammel tradition i live.

Husene i Skallerup Seaside Resort ligger placeret i fredet naturområde med det brusende Vesterhav som nærmeste nabo. Her er højt til himlen og masser af luft, lys og plads til udfoldelse eller ren afslapning.

Aktiv ferie eller ren afslapning?

Hjemme på feriecentret venter det tropiske vandland med hvirvelstrømme, vandkanoner, grotter og rutsjebaner. Prøv også junglestien, hvor alle kan lege Tarzan, bowlinghallen og måske en tur på trampolinen eller i legelandet, hvor de voksne er med ned af rutsjebanen. Man kan også vælge en familieaften i det eksklusive romerske bad, Romulus, hvor fornemmelsen af ægte antik badekultur breder sig i med dampbadenes duft af eukalyptus, og både forældre og børn kan hoppe i det iskolde vand efter saunaturen og de lune termale bade. Indretningen er inspireret af de antikke romerske badeanlæg med søjler, termer, dampbade og rislende vandfontæner. Straks man træder ind føles det som tiden går i stå og al stress og jag glemmes for en stund.

Om aftenen kan man vælge at spise i restauranten, der i modsætning til mange andre feriesteder ikke går på kompromis med kvaliteten, selvom børnene skal have deres egen menu. Brasseriet lader sig inspirere af fransk grundighed og danske råvarer fra den omkringliggende natur, mens Café Klovn byder på brunch lige ved siden af vandlandet.

Det vidste du ikke om Skallerup Seaside Resort:

  • Feriebyen startede som en lejr for tyske flygtninge, der kom til Danmark efter Anden Verdenskrig.
  • Husene bestod af 150 svenske skovmandshytter med tang i madrasserne og pigtrådshegn omkring, så tyskerne ikke kunne komme ud – og tyskfjendtlige danskere ikke kunne komme ind! I dag kan man se, hvordan sådan en hytte så ud, hvis man besøger feriecentrets museum, hvis ene halvdel er indrettet som flygtningebarak.
  • Året efter købte en række virksomheder halvdelen af barakkerne, renoverede dem og udbyggede feriebyen, der stod klar til indvielse i 1949. Museets anden halvdel er indrettet som et feriehus fra dengang.
  • Dengang havde husene hverken badefaciliteter eller særlig god isolation, men i dag kan de bruges året rundt og har i mange tilfælde både spa, sauna og brændeovn.

Skallerup Seaside Resort er åbent 365 dage om året, og tilbuddet af aktiviteter og faciliteter både inden døre og uden døre er en oplevelse for både børn og voksne, sammen og hver for sig.

I mere end 60 år har Skallerup Seaside Resort dannet ramme om dejlige ferieminder!

I Skallerup Seaside Resort er der forkælelser til hele familien - ungerne kan boltre sig i det tropiske vandland, mens mor slapper af i Romulus wellness. Alt sammen placeret i skøn natur lige ned til Vesterhavet.

Kontakt

Nordre Klitvej 21
9800 Hjørring
www.skallerup.dk
Tlf nr. +45 99248400

Del denne side