Bondegårdsferie i Nordjylland | VisitNordjylland
Bondegårdsferie

Bondegårdsferie i Nordjylland

Bondegårdsferie er det tætteste, du kommer, hvis du og familien vil lære landmandslivet nærmere at kende. I Nordjylland er der rigtig gode bondegårde, der er certificerede til bondegårdsferie. Du bor på eller ved bondegården i en selvstændig bolig eller eget værelse, og du kan selvfølgelig færdes frit på gårdens arealer. Du er også velkommen til at deltage i de aktiviteter, gården måtte tilbyde og ungerne kan klappe dyrene.

Ferieformen "Bondegårdsferie" udbydes som oftest af gårde med en aktiv landbrugsproduktion, hvilket giver dig mulighed for at deltage i gårdens forskellige aktiviteter i den udstrækning det er tilladt. Har du lyst, kan du klappe en ko, samle æg, klø en gris på ryggen eller køre hø ind! Netop fordi bondegården er en aktiv landbrugsbedrift, kan du ikke altid regne med, at værterne har ressourcer til at tilbyde måltider til indtagelse på gården. Det vil fremgå af beskrivelsen af den enkelte bondegård, om der tilbydes kvart-, halv- eller helpension - eller slet ingen under ferien.

Pige med halmballe

Hvad enten du kan få dine måltider på gården eller ej, sker opholdet i egen bolig, der enten kan være et separat hus, en selvstændig lejlighed eller eget værelse på bondegården.

Du kan også opleve denne form for ferie i en økologisk variant, hvor driften på bondegården er økologisk, og de serverede måltider er baseret på økologiske produkter – ofte fra gården selv.

Den anden landbrugsrelaterede ferieform bondegårdsferie foregår også i egen bolig, der enten kan være et separat hus eller en selvstændig lejlighed på gården, indeholdende opholdsrum, soveværelse, køkken samt toilet med bruser eller badekar. Her er der imidlertid slet ingen mulighed for at spise på gården, du står altså helt selv for husholdningen.

Gården har ikke nødvendigvis nogen aktiv landbrugsproduktion, men hvis der er, kan du deltage i aktiviteterne i den udstrækning det er muligt, og du kan selvfølgelig også her færdes frit på gårdens arealer. Mange af gårdene tilbyder også på forskellige aktiviteter såsom rideture, bål-aftner med hygge og snobrødsbagning eller grillaftner. Ferieformen "Ferie på landet" er et godt alternativ, hvis du vil bo landligt, men have en fast base du kan bruge i din aktive udforskning af områdets seværdigheder og attraktioner.

Find bondegårdferie-steder med denne oversigt

Yderligere info:

Landsforeningen for Landbo-turisme udgiver et Danmarkskort med mere end 120 gårde, der tilbyder bondegårdsferie. De tilsluttede gårde/boliger bliver inspiceret af foreningens bestyrelse. Foreningens gårde tilbyder Bondegårdsferie, Ferie på landet og Bed & Breakfast. Bookingen foretages direkte hos de enkelte gårde. 
www.bondegaardsferie.dk 

Landsforeningen for Økologisk Landboturisme tilbyder bed and breakfast og bondegårdsferie på økologiske landbrug. Gæsterne får et godt indblik i den økologiske livsform, maden er økologisk og fortrinsvis fra egen produktion. Også her booker du dit ophold direkte hos de enkelte gårde. 
www.ecoholiday.dk

Del denne side