Hold ferie ved kysten - Badeferie i Nordjylland | VisitNordjylland

Hold ferie ved kysten - Badeferie i Nordjylland

Når timerne bliver travle, hektiske og alt for få, flyver dagdrømmen til et sted, hvor man kan gøre sig fri af kalenderen. Hvor tiden ikke er lig med sekunder og minutter på uret, men følger kroppens og naturens rytme. En svømmetur om morgenen og vandring langs stranden, frokost med nyfanget rødspætte, en snak med fiskeren og en uventet invitation til eftermiddagskaffe på en ukendt dialekt. Vejen hjem til badehotellet, med bundgarnspæle og fiskekuttere i baggrunden og fyrtårnet i forgrunden, er fuld af stemmer og sang i det fjerne og tjenere, der går ud til bordene med forretterne. Du ved ikke, hvad klokken er, men du ved, at luften er ren, og at bølgerne slår mod kysten lige uden for døren. Pludselig er der tid til at snakke med familien om gårsdagens ridetur, om den dygtige surfer, I prøvede at efterligne, om glaskunsterens butik på hjørnet. I snakker om, hvad I kunne tænke jer, ikke hvad I skal nå, for vidderne giver plads til drømme og fornyet energi.

TV 2's Badehotellet er optaget i Nordjylland

I er ved de danske kystbyer og -strande på en skøn badeferie, og her behøver I ikke lede efter naturoplevelser, for de møder jer overalt: havets dominans, den stærke blæsts mange luner, den salte luft og lyset, der stadig kalder. Det barske og det smukke i den altid synlige horisont. Her blomstrer kroppen i bevægelse og liv uden skridttæller eller løbebånd, ned ad skovstier og ind mellem klitterne, med fiskestangen eller dragen i hånden.

Her ser I også de lokale leve af og med naturen, når I tilfældigt støder på et marked med krydderier, friskfanget fisk og lækre oste. Når I undersøger hovedgadens gallerier, der bøjer og tegner havet i farvet glas, i sølvsmykker og på lærred. Eller når I viser børnene, hvordan en professionel ravsliber arbejder. Det var ikke planen, at I skulle gå den tur, købe det maleri eller klatre op i det træ - I havde bare lyst.

For den danske badeferie lægger ikke op til, at man sætter krydser på en liste, men at man smider listen væk og går på opdagelse. Finder lige præcis denne bys sjæl, om den så sidder i farverne på et Skagensmaleri, i rækkerne af Løkkens hvide badehuse eller på toppen af Klitmøllers højeste bølge. Hver enkelt kystby har sin egen karakter og intime stemning, men fælles er ønsket om at leve med naturen, uden sekundviser eller kalender, men med alverdens tid og frihed.

Badehoteller i Nordjylland

Se glimt fra Nordjyllands skønneste strande i denne video:

Badebyer og -strande på vestkysten

Langs den nordjyske vestkyst kan du leve i fred og ro, som om du var den eneste i verden. Her er højt til himlen og mange steder langt til nærmeste nabo. Du kan også vælge fest, farver og masser af mennesker omkring dig - Vestkysten har det hele til badeferien!

Badebyer og -strande på østkysten

Langs Østkysten finder du kystbyerne med de livlige havne og de mange børnevenlige strande. I baglandet ligger de store hedearealer, bakkede landskaber og plantager. Her kan du finde både fred og ro og langt til naboerne, men også liv og glade dage, mange mennesker og et spændende kultur og natte liv.

Læs mere om badebyernes historie

Del denne side

Populære kystbyer

Blokhus

Blokhus byder på kilometervis af hvid sandstrand og et aktivt byliv med koncerter og andre aktiviteter i løbet af sommeren. 

Hals – Aalborg Kyst

Den hyggelige fiskerby Hals ved Limfjordens østlige udmunding ud i Aalborg Bugt langs Kattegat. Oplev markedet hver onsdag om sommeren og nogle af Danmarks mest børnevenlige strande.

Løkken

Løkken er en klassisk badeby på Nordjyllands vestkyst, hvor du finder en af Danmarks bedste strande. Her er der friske fisk, store sandstrande og et utilregneligt vejr. 

Øster Hurup

Danmarks ubetinget mest børnevenlige strand ligger ved det gamle fiskeleje Øster Hurup - smukt placeret ved Kattegat på den himmerlandske østkyst mellem Lille Vildmose og Mariager Fjord.