Naturen i Nordjylland | VisitNordjylland

Naturen i Nordjylland

En af de allervigtigste attraktioner i Nordjylland er naturen, som byder på mange dejlige oplevelser.

Den nordjyske natur byder på mange dejlige oplevelser, og siden vi er omgivet af hav, er naturoplevelser heroppe ofte forbundet med vand. De lækre brede sandstrande, både ved det pragtfulde Vesterhav og den børnevenlige østkyst, er uanset vejret altid en storslået oplevelse. Men oplev også det bakkede istidslandskab, de unikke lyngområder eller freden i en af de store skove. Her får du et udpluk af de steder, du så absolut skal opleve i Nordjylland: 

  • Vejlerne og Bulbjerg - Nordeuropas største vådområde for svømme- og vadefugle samt "Jyllands Skulder", som huser mange fuglearter
  • Nordjyllands smukke kystområder, der har et væld af dejlige badebyer
  • Danmarks bud på Sahara - vandreklitten Råbjerg Mile
  • Lille Vildmose, der på trods af navnet er en af Europas største højmoser
  • Istidslandskaber omkring Rebild Bakker, der også rummer den smukke Rold Skov
  • Molérskrænter med fossiler på Mors

Fra naturens side har Nordjylland også en placering, som betyder, at man specielt her kan opleve de største kontraster rent vejrmæssigt. Her har vi virkelig 4 årstider i ordenes rigtige forstand, og vejret har i meget høj grad sat sit præg på naturen. Dette kan man høre meget mere om, hvis man besøger et af regionens naturcentre f.eks. Skagen Odde Naturcenter, også kaldet Ørkenfortet.

Vil man opleve meterhøje bølger og mærke sandet piske i ansigtet, så kan det rigtigt lade sig gøre i Nordjylland, uden at man sætter liv og lemmer på spil, selv om de fabelagtige forårs- og efterårsstorme ofte tager en bid af naturen - f.eks. ved Bulbjerg. Men Nordjylland er også stedet, hvor man på én og samme dag kan nyde den opstående sols stråler ude over Kattegat og uden at anstrenge sig være ved Vestkysten om aftenen for at opleve det helt fantastiske lys, som vor region er kendt for samt de maleriske solnedgange ude i horisonten. En oplevelse, som er ren medicin for sjælen.

Denne afvekslende natur kombineret med Danmarks fire smukke årstider gør et besøg i Nordjylland lige spændende hele året rundt, så alt i alt må man sige, at det er ikke uden grund, at Nordjylland er det mest foretrukne ferieland blandt danskere, svenskere og nordmænd.

Naturen i Nordjylland - Inspiration

Skagens Gren set fra luften

Grenen ved Skagen - Danmarks nordligste punkt

Oplev Danmarks nordligste punkt, hvor Skagerak og Kattegat mødes. At stå der, hvor bølgerne fra øst og vest rammer hinanden, er helt klart et af Danmarks mest fascinerende destinationer.

Nationalpark Thy

Smukke Nationalpark Thy byder både på kyst, klitter, klitheder, klitplantager og store søer, som du ikke må gå glip af.