Læsø

Læsø

Nordjyllands solskinsø - Læsø - byder på ro, stemning og enestående natur. Dertil er Læsø jo kendt for sine unikke tangtage, saltsyderi og lokale smagsoplevelser, bl.a. jomfruhummer.

Nordjyllands solskinsø Læsø (faktisk med flest solskinstimer i hele Danmark) har rigtig mange unikke oplevelser at byde på. Læsø byder på de karakteriske tangtage, og er rig på ro, natur, gastronomi, kunst og kultur, børnevenlige badestrand – og byder på mange spændende aktiviteter og steder med små og store oplevelser til både feriegæsten og de fastboende Læsøboer. For mange mennesker er det første møde med Læsø altid en aha-oplevelse. Læsø er flad som en pandekage og landets ubetinget rigeste spisekammer med alt godt fra både hav, skov og mark; en tryg oase med cykelstier, minimal trafik og masser af både aktiviteter og gæstfrihed hos de lokale handlende. Tag oplevelsesbrillerne på, skru op for alle sanserne og ned for pulsen og lad ikke stilheden skræmme dig. 

Skal du til Læsø, ankommer du oftest med Læsø Færgen fra Frederikshavn, hvor du 90 minutter senere befinder dig på øen. En anden mulighed er flyveren fra Roskilde; det tager så ca. 1 time, medmindre nogen trykker Stop ud for Anholt, så tager det 1 kvarter mere… Endelig sætter rigtigt mange bådfolk kursen efter Læsøs to hyggelige havne i Vesterø og Østerby, som hvert år lægger kajplads til flere tusinde besøgende sejlbåde og motorbåde fra bl.a. Danmark, Sverige, Norge og Tyskland.

Aktiviteter og oplevelser

Læsø byder på rige muligheder for at slappe aktivt af med lidt mere puls end i en fatboy på terrassen i sommerhuset. Se Læsøs mange attraktioner og få nogle gode turforslag. Med mange hundrede islænderheste og en god håndfuld ridesteder er der gode muligheder for at opleve Læsø fra hesteryg på både guidede og egne ture. Er temperamentet mere til to hjul end 4 ben er Læsø fuld af hyggelige cykelruter, og Læsøs Klitplantage har et unikt terræn for mtb-folket, og skal det foregå til fods, kan man enten prøve Læsøs halvmaraton eller måske Læsøs 18-hullers golfbane, som er internationalt anerkendt for sin naturskønne beliggenhed med havudsigt.

Læsø er gavmild med en lang række indtryk både fysisk og mentalt. Naturen ligger lige for, som man fornemmer allerede fra færgen eller flyveren: her er højt til himlen, et fantastisk lys, vidtstrakte skove, strande i kilometervis og en imponerende blanding af hede, lyng, marsk og i det hele taget masser af plads og ro.

Læsø er også rig på kultur og historie, som det kommer til udtryk i de unikke tangtagshuse med Museumsgården og Hedvigs Hus i front, og ikke mindst i historien om Læsø Salt på Læsø Salt Syderi – et arkæologisk produktionsskoleprojekt, som genoplivede middelalderens største industri og nu er arbejdsplads for 20 mennesker, som hver dag syder salt og fortæller om det på det, de selv kalder for Danmarks smukkeste arbejdsplads på kanten af Rønnerne – 2650 hektar unikt marskområde… Udsprunget af Læsø Salt er også et andet af Læsøs fyrtårne, nemlig Læsø Kur - wellness for livsnydere, som i prisbelønnede arkitekttegnede omgivelser på kanten af stranden byder velkommen til wellness i en ombygget kirke med salte bade og lutter forkælelse.

Se alle aktiviteter og attraktioner på Læsø

Begivenheder - Det sker på Læsø

Læsø er også rammen om både et hverdagsliv og et liv med masser af aktiviteter og en gæstfrihed, som udvises overfor alle, som har lyst til at besøge øen i kortere eller længere tid. En stor del af gæstfriheden udvises ved de mange festivaler, som hen over sommeren trækker både gæster, fastboende og Læsøbørn til øen. Her kan blandt andet nævnes Havets Dag, Tanghusenes Dag, Dyrskuet, Kajfesten, Havnefesten, Iværksættermødet, Kunstfestivalen, Kite Campen, Litteraturfestivalen og Jomfruhummerfestivalen. Som du nok kan bemærke, har flere af Læsøs festivaler det kulinariske eller gastronomiske som omdrejningspunkt med Jomfruhummerfestivalen som lokomotivet, der den første lørdag i august trækker i tusindvis af besøgende til øen. De kommer for at opleve toppen af dansk gastronomi konkurrere og bedømme kokkenes evner med Læsøs unikke råvarer.

Se alle hyggelige arrangementer og festivaler Læsø

Spisesteder

Naturen er gavmild med de råvarer, som får køkkenchefer til at kalde Læsø for Danmarks største naturlige spisekammer. Fisk og skaldyr fra det rene vand omkring øen, skovens svampe og bær og markens skønne produkter, som får rundet deres smag af den magre jord på en tangsaltet sandbanke i Kattegat. Besøg blandt andet Strandgaarden Badehotel, som er på listen over Nordjyllands bedste restauranter.

Se alle spisesteder på Læsø

Overnatning

På Læsø er der mange overnatningsmuligheder, hvad enten man søger hotel, sommerhus eller camping. Mange steder tilbydes der også indkvartering hos en privat udlejer, som kan give et rigt indblik i lokalbefolkningen.

Se alle overnatningsmuligheder på Læsø

Kontakt VisitLæsø

VisitLæsø
Havnepladsen 1
9940 Læsø 
Email: info@visitlaesoe.dk
Tlf. +45 9849 9242

Se mere på www.visitlaesoe.dk

Del denne side

Besøg VisitLæsø

Læs mere om Læsø og få inspiration til lokale oplevelser, så du kan planlægge ferien.

Fiskere fra Læsø

Alle events på Læsø

Skal ferien tilbringes på Læsø? Se hvad du kan vente af spændende begivenheder på Læsø til dit næste besøg her.

Hummerspisning

Læsø Jomfruhummerfestival

Lørdag den 5. august 2017
Kom til Jomfruhummerfestival på Nordjyllands solskinsø Læsø og smag på én af Nordjyllands og Læsøs lækre delikatesser.

Strand, Fjord og Natur

Oplev Vesterhavets brusende hav og brede sandstrande, østkystens milde og børnevenlige strande, Limfjordens og Mariager Fjords rolige vand og de mange naturoplevelser - skov, moser og klitplantager.

Lokale smagsoplevelser

Gå på opdagelse i den lokale gastronomi samt de lokale dyrkede og producerede fødevarer og drikkevarer i Nordjylland. Nordjylland er fuld af lækre råvarer, rå natur og unikke madoplevelser.

Forkælelse og velvære i Nordjylland

Forkælelse kan være mange ting. Det kan være ren afslapning - en pause fra en travl hverdag med gastronomiske smagsoplevelser, en shoppetur eller og en gang wellness med massage.