Folk på cykeltur i Nordjylland

Cykelruter i Nordjylland

Nordjylland byder på en række oplevelser til dig, der kan lide at opleve naturen på to hjul. Fra Skagen i nord og til Mariager i syd, er Nordjylland nemlig dækket af et fintmasket net af afmærkede eller skiltede nationale, regionale og lokale cykelruter. Nordjylland er ideel til en cykelferie eller en dagsudflugt med den tohjulede. Kør ned til stranden, over hedestrækninger, gennem stille skove og besøg de mange hyggelige byer, som giver mulighed for tiltrængte pauser og en ”kulturel optankning”, når man er undervejs på en cykeltur.

En tur på én af de nationale cykelruter i Nordjylland er en tur igennem nogle af landsdelens skønneste egne og forbi mange af Nordjyllands største seværdigheder og attraktioner. Perfekt til den gode cykelferie.

Panorama cykelruter

"Powered by Cycling: Panorama" er det største cykelturismetiltag siden etableringen af de nationale cykelruter tilbage i 1993, der fører dig gennem noget af Danmarks smukkeste natur forbi spændende seværdigheder og hemmelige steder, som kun de lokale kender.

I Nordjylland ligger Panorama-ruterne 10-16 på den nationale Vestkystrute, og ruterne er rundture, så du kan starte på ruten, hvor det passer dig.

  • Panoramarute 10: Agger - Hurup - Bedsted (43 km)
    I cykler igennem flere 100 års kamp mellem natur og menneske i Thy Nationalpark. I mærker vinden fra Nordsøen og sandet fyge. I kommer forbi vandreklitter, der opsluger meter for meter af klitheden hvert år. I passerer fyret, der har hjulpet et utal af både sikkert i havn fra det oprørske hav. Som en oase i det rå terræn kommer I til en plantage med frugttræer, hvor I kan plukke frugt til madpakken.
    Download cykelkort og GPS over ruten her.

  • Panoramarute 11: Nr.Vorupør - Stenbjerg - Hundborg (44 km)
    I et landskab præget af sandfygning og istid finder I et sandt paradis for dyr. Nationalpark Thys vidder er hjem for mange sjældne dyr og spændende planter. Oddere gemmer sig i vandkanten og mægtige kronhjorte betragter jer fra deres skjul. Stå af cyklen og se efter dyrenes spor, mens I nyder luften og lyset i den uberørte natur.
    Kort samt GPS kan hentes her.

  • Panoramarute 12: Blokhus - Tranum (49 km)
    I cykler på det, der tidligere var havbund forbi moser og rå natur, hvor man har kæmpet en kamp for at plante træer og afgrøder. I dette rå landskab ser I, hvordan de lokale igennem tiden og frem til i dag imod alle odds har formået at udnytte naturen til at fremvinde tørv fra moserne, producere salt og endda udøve naturmedicin. Hop af cyklen for en stund og hør historierne.
    Download kort og GPS over cykelruten her
    .

  • Panoramarute 13: Blokhus - Saltum - Hune (27 km)
    I cykler mellem bølgeskum og klitter på de brede sandstrande nær Blokhus. Gamle skibsvrag ligger gemt under sandet og havoverfladen. Hvis I er heldige, ser I toppen af et skibsvrag, når bølgerne for en stund skyller sandet væk. Længere inde i landet græsser fårene på markerne omkring den lille landsby, Saltum, der igennem flere hundrede år har været kendt som ”uldens by”. 
    Hent cykelkort og GPS her
    .

  • Panoramarute 14: Hirtshals - Mygdal - Tornby (44 km)
    I har udsigt til alle verdenshjørner, når I fortjent når de mange, høje bakketoppe. Udsigten til havet og markerne er indhyllet i det helt unikke lys, du kun finder i det nordlige Danmark. Tag en dyb vejrtrækning og nyd synet af Norddanmark, så langt øjet rækker. I ser havet, der indbyder til en afkølende dukkert i det fjerne. 
    Se cykelrute og GPS her
    .

  • Panoramarute 15: Hirtshals - Uggerby (35 km)
    I cykler med vandet som følgesvend langs åer, søer og broer og kan med jævne mellemrum se livet under vandoverfladen titte op. Tag et nærmere kig på dybhavsfiskene fra Skagerraks mørke dyb i Nordsøen Oceanarium. Oplev livet på havnen, når fiskerbådene lander deres fangst. Fang fisk fra stranden eller i åen og nyd jeres egen fangst i naturen. Eller bestil friskfanget fisk fra et af menukortene i fiskerbyen, Hirtshals
    Cykelkort og GPS kan hentes her

  • Panoramarute 16: Ålbæk - Hulsig (38 km)
    I det helt særlige nordlige lys cykler I på Toppen af Danmark gennem rovfuglenes rige. Her er helt fladt, men på himlen over jer svæver kongeørne, havørne og musvåger for engang imellem at dykke ned i landskabet og fange en fugl, en fisk, et krybdyr eller en hare. Stop et øjeblik og betragt de majestætiske fugle over jer.
    GPS og rutekort kan hentes her.

Vestkyststiens cykelrute

Vestkyststiens cykelrute har menneskets forhold til havet som tema. Denne rute løber da også tæt ved det vindblæste Vesterhav. Kystlandskabet kan opleves helt tæt på, ved de stejle skrænter ved Bulbjerg og Rubjerg Knude længere mod nord.

Ruten kommer også bag kysten gennem spændende kulturlandskaber og rolige klitplantager med muligheder for afstikkere til kulturelle oplevelser. Oplev for eksempel Nationalpark Thy på cykel, den unikke natur i Fosdalen og kig forbi Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Der er også mulighed for store naturoplevelser helt mod nord med en tur forbi Råbjerg Mile, det ørkenagtige klitområde, der vandrer 20 m om året.

Den nationale cykelrute langs østkysten

Langs den milde østkyst strækker Østkystruten sig. Det er en sammenhængende cykelrute som løber fra Hadsund i syd til Hulsig ved Skagen i nord. Ruten følger fortrinsvis asfaltveje og veje med separate stier, men går også ad grusbelagte mark- og skovveje. Blandt andet Bangsbo Hovedgård passeres på ruten. I Frederikshavn ses det hvide krudttårn fra Tordenskjolds tid på havnen. Følges ruten mod syd cykles der med smuk udsigt langs Kattegat til idylliske Sæby. Længere mod syd i Himmerland svinger ruten ind på Hadsundstien forbi Lille Vildmose, der har leveret spaghnum til mange haver i Europa.

På Hærvejen

Hærvejsruten starter ved Skiveren i nord og løber derefter sydover gennem noget af de flotteste fredede istidslandskaber. Her er chancen for at opleve det bakkede landskab gennem Tolne Bakker, Jyske Ås og Hammer Bakker. Også syd for Aalborg er der bakker og skov, efterhånden som du bevæger dig gennem Rold Skov med Rebild Bakker. På Hærvejsruten finder du rige muligheder for kulturelle og historiske oplevelser på vejen. I det sydlige Jyske Ås passeres for eksempel det tidligere nonnekloster Dronninglund Slot.

Du finder desuden en del herberger langs vejen, som du finder her.

Thy og Mors

Den nationale cykelrute fra Hanstholm til København byder på sin nordlige del på en række naturoplevelser af de helt store. Oplev området omkring Nationalpark Thy, og ture tværs over den smukke Limfjords ø, Mors. Du har også muligheden for at cykle øen rundt, såfremt du her i stedet vælger at følge ”Solruten”, der er en markeret cykelrute på 170 km. langs kysten øen rundt.

Ved Limfjorden

Limfjordsruten følger fjorden fra øst til vest. Som bekendt går blæsten frisk over Limfjordens vande, men hvis man tager turen hele vejen rundt, må man da i det mindste få rygvind på en del af strækningen! Danmarks største fjordområde byder på smukke og interessante oplevelser med afvekslende natur, og ruten er beskrevet udførligt i bogen ”På cykel rundt om Limfjorden” Her finder du fakta om ruten, praktiske oplysninger og tips, og information om byer og andet godt langs ruten.

Cykeludlejning i Nordjylland

Du finder vores liste over cykeludlejere i Nordjylland her

Udover de nationale cykelruter i Nordjylland byder landsdelen på masser af andre dejlige cykeloplevelser på regionale og lokale cykelruter. Bestil trykte kort over nordjyske cykelruter.

 

 

Cykelruter i Nordjylland

Læsø

Læsø - cykelrute tekst

Find cykelruterne på kortet

Information

Tilmeld Nyhedsbrev
Navn
E-mail

Søg oplevelser