Til forsiden
Kroferie i Nordjylland

Det er svært at finde en hyggeligere måde at lære Nordjylland at kende på, end gennem de mange kroer, der ligger spredt ud over det ganske landskab. På en kroferie er uhøjtidelighed, god mad, tradition og charme nemlig i højsædet. Nordjysk kroferie er livsnydelse.

Kroferie i NordjyllandKroferie – en konge værdig
Bare ordet ”landevejskro” fører tankerne tilbage til en tid hvor postvognen eller diligencen kørte op foran kroen. Trætte heste blev spændt fra, og de rejsende steg mørbankede ud for at hvile og spise på kroen inden de forsatte deres rumlende og anstrengende færd gennem landet. Så længe der har eksisteret veje og folk, der skulle på rejse, har der været behov for at komme under tag for at få et måltid mad og natteleje for folk og heste.

Kroidyl
Nogle af de nordjyske kroerne finder du i hyggelige landsbyer, men langt de fleste ligger ude på landet i smukke omgivelser. Ved vadesteder og åer lokker færgekroerne stadig rejsende til, og langs landevejene ligger de hundredårige gamle kroer med stråtag og bindingsværk og putter sig i deres gamle krohaver med staudebede og krogede frugttræer. Her kan man sidde og nyde livet og endda få sin kaffetår serveret.

Krokøkken
Indendørs er der en ganske særlig atmosfære i de lavloftede krostuer, hvor potteplanter pryder vindueskarmen og kobbertøjet skinner lystigt på væggen. Foran pejsen synker man ned med en drink efter en lang dag med sightseeing eller golfsving. I ”slyngelstuen” spiller man kort eller rafler mens bægeret svinges og mere eller mindre sandfærdige historier flyver gennem luften.

Gode egnsretter
Og ude i krostuen….der serverer de svingende fulde tallerkner af dampende delikatesser. Mad så god at englene synger. Måltider fast forankret i egnens traditionelle retter og baseret på de fineste og friskeste råvarer.

Moderne tider
I dag skal man ikke regne med at kunne få friske heste eller købe krofatters hjemmebrændte snaps. Mange kroer er nyopførte, topmoderne bygninger. Andre har flere hundrede år på bagen, og selvom de har både bindingsværk og stråtag – så er der dog sket meget siden de blev bygget. Kroen er blevet restaureret og værelserne ændret, så de lever op til nutidens krav om komfort. Nogle kroer har endog satset på at blive eksklusive restauranter eller har opført golfbaner og konference-faciliteter.

En del af dagligdagen
Men ny eller gammel, så værner de alle om deres kulturarv, og man fornemmer at kroen stadig er en stor del af dagliglivet i byen. Her kommer man for at hygge sig med en skummende øl og en lille en til halsen. Her fejrer man også familiens mærkedage – runde fødselsdage, bryllupper og konfirmationer, og her siger man farvel til sine kære ved det traditionelle gravøl.

At bo på en kro i Nordjylland
De fleste kroer tilbyder overnatning og du kan holde kroferie på to måder. Enten kan du slå dig ned fast ét sted, så slipper du for at skulle pakke kufferten hver dag og skal bare møde op til et veldækket morgenbord. Men du kan også vælge at rejse rundt og opleve de forskellige områder i Nordjylland og samtidig få et indblik i egnens gastronomiske specialiteter.

Søg overnatning & oplevelser

VISITNORDJYLLAND.DK Skeelslund 9440 Aabybro Tel.: +45 96 96 12 00 Fax: +45 98 24 47 74 KONTAKT