Danmarks første nationalpark
Vindomsuste vidder og slående stilhed. Nationalpark Thy rummer med sit store format begge dele. Fra Hanstholm i nord til Agger Tange i syd bliver gæster budt på alt fra brusende bølger, tørre klitheder og rene søer. Kilometer efter kilometer er der gode oplevelser, hvor hvert område gemmer på noget helt særligt. Dyr og planter, som forundrer og forbavser. Samtidig er her mere end bare natur. For det barske vestkystlandskab er formet af århundredes sandflugt og har derfor også en helt speciel kulturhistorie. Flere timer går der hurtigt i dette skønne område, så det er med at finde den helt store madkasse frem og nyde en dag, hvor der bare er tid.
www.nationalparkthy.dk
Så tager vi cyklerne frem
- og cykler af sted. Selv om I ikke er de store cykelentusiaster, er der al mulig grund til at træde op i pedalerne på en ferie i Nordjylland. Ingen bakker minder tilnærmelsesvis om Alpe d’huez, så selv de mindste kan være med. Her er cykelruter, hvor I kommer ud langs kysten, gennem landbrugsland og ind i skyggefulde skove. Prøv eksempelvis vestkystruten, Limfjordsruten eller Vendsysselruten. Vil I være en del af noget større, så tag en bid af The North Sea Cycle Route. En skiltet cykelrute på næsten 6.000 km, som går igennem hele 7 lande rundt om Nordsøen!
Tjek
www.northsea-cycle.com, hvor der er gode råd til turen.
Sæler på stranden
Omgivet af kilometervis af kyst er der store chancer for at se sæler i Nordjylland. Nogle gange kan I være heldige, at de kommer op på stranden. Husk da, at det er dyr, som lever vildt i naturen – og ikke klappedyr! Glæd dig til gengæld over at se dem svømme i bølgerne. Kutteren Seadog sejler ud fra Sæby sommeren igennem. Spring på og få muligheden for at komme helt tæt på sælerne i deres naturlige omgivelser. Det er en tur, hvor I også kan fiske. Har I ikke fiskegrej med, kan det lejes eller lånes om bord. Få fire skønne timer, hvor I ser Nordjylland fra kysten og måske en smuk solnedgang over Kattegat.
Se
www.seadog.dk
Sæt kikkerten for øjet og mobilen for øret
Med sine 6.000 hektar er Vejlerne på grænsen mellem Thy og Hanherred Nordeuropas største fuglereservat. Her har grågåsen med 1.500 ynglende par sit hovedsæde, og ikke mindre end 300 fuglearter gør, at der dømt wild life oplevelser ud over det sædvanlige. Sådan skal det være, og derfor er der ikke offentlig adgang til Vejlerne. Det gør ikke stedet mindre spændende. Tværtimod. Her kommer I virkelig på safari anno 2011. Gem jer i fugleskjul og udsigtstårne. Se hvem der får flest fugle i kikkerten, ring op fra mobilen og bliv guidet lige præcist i forhold til det sted, hvor I er.
Læg også vejen forbi Vejlernes Naturcenter og tjek
www.dofnord.dk, som er Dansk Ornitologisk Forening i Nordjylland. De har hvert år spændende ture.
Havekspedition – måske som en aftentur
Har I nydt dejlige, solrige timer ved stranden, er det oplagt at tage på tur sidst på dagen. Hop om bord på Museumskutteren Hansa, som er en ældre dame fra 1924 bygget på Brdr. Nippers Skibsbyggeri i Skagen. Den lægger fra kaj i Skagen og bringer jer ud på bølgen blå, hvor I får fortællinger om havnens og fiskeriets historie. Og så er det bare lidt sjovt at komme hjem fra ferie og kunne sige, at I har oplevet Skagen og Grenen fra søsiden.
Se
www.skagen-bymus.dk
Oplevelsespark for hele familien!
Family Farm Fun Park byder velkommen med masser af tamme og børnevenlige dyr og dyreunger samt et hav af oplevelser og aktiviteter i de smukke naturomgivelser. Se små chihuahua hunde køre rally, deltag i kaninhop konkurrence, mød Lyngby Søuhyre, prøv ponyridning og traktorvognkørsel, sejl på vandcykler, spil fodboldgolf og meget mere. Family Farm Fun Park i Vittrup ved Løkken er en rigtig oplevelsespark for hele familien!
Se mere på
www.family-farm.dk