Til forsiden
På opdagelse

Ekspeditioner behøver ikke at gå til Nordpolen eller det fjerne Østen. Også i Danmark kan du blive opdagelsesrejsende i naturen og på museer. Her er masser af gode historier og fund, du kan tage med hjem i bagagen. Og vi tør godt at love, at du bliver ført både tilbage og frem i tiden.

Det syder af salt

Vi smager det, når vi svømmer i havet, bruger det hver eneste dag og kan faktisk ikke undvære det. Saltet er absolut en af naturens skatte, og det findes blandt andet på Rønnerne syd for Læsø.

På Læsø Saltsyderi syder man salt hele året – 75 ton i alt. Sydehytterne på stedet er rekonstruktioner bygget med inspiration fra udgravninger af de oprindelige sydehytter. Har du lyst, kan du prøve at syde dit eget salt i åbne jernpander. Drøm dig tilbage til middelalderen, for fremgangsmåden er den samme som dengang.

Se mere på www.saltsyderiet.dk


Gas og brint – god historie

Tar’ du gas på mig? Nej, den er god nok. I Hobro ligger Gasmuseet og brintUNIVERSET. Hvor Gasmuseet kigger tilbage peger Brintuniverset frem. Du får derfor både gassens historie i Danmark fra 1853 og frem til i dag, mens brintUNIVERSET kommer med et bud på fremtidssamfundet. Prøv fx at lave brint til en bil eller radio. Vil du have ren nostalgi, må du ikke springe over særudstillingen ”Da farmor var ung”. Atlas-køleskabet, Eva-maskiner, kolbekander og flere af fortidens stel vil uden tvivl vække mange gode historier til live – klar til at bringe videre til næste generation. En glasbutik indrettet i nogle af landets sidste og netop renoverede gastanke, som står i museets have.

Se mere på www.gasmuseet.dk


Find flotte fossiler

55 millioner år. Så gamle er nogle af de fossiler, som er fundet på Mors. Dengang var øerne dækket af havet, og der blev dannet det moler, som i dag gemmer på fossilerne. Har du ikke hørt om fossiler, har du måske set et forstenet søpindsvin, som netop er et fossil, hvor man tydeligt kan se aftryk af skallen. De flotte aftryk kan også være fra fx fladfisk eller planter – du vil helt sikkert blive overrasket over, hvad du får at se. Vil du selv på jagt efter de flotte fossiler, er det tilladt nogle steder på øerne.

Går du efter at få hele historien, så besøg Moler Museet på Mors, hvor der er udstillinger og naturværksteder.

Se mere på www.dueholmkloster.dk

Naturens historier fortalt med sten

Ved du hvorfor nogle er runde og glatte, mens andre er kantede og skarpe? Hvor kommer de fra, og hvor længe har de ligget der? Alt det ved man rigtigt meget om på Det Naturhistoriske Museum i Skagen, som sommeren igennem arrangerer ture. Oplev også museets udstillinger og bliv på en lærerig, underholdende måde klogere på natur, dyreliv og geologi.

Begynd besøget på www.naturmuseum-skagen.dk

Naturekspedition – med eller uden guide

Ude i naturen stiller børn nysgerrigt spørgsmål til voksne, som glædeligt fortæller. Sådan er det også at komme på naturekspedition med naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerland. Har I lyst til at tage med, så tjek aktiviteterne på naturekspeditionen.dk. I bliver overrasket, for her er eksempelvis ture med hængekøjer og vildmarkskar. Vil I på egen hånd men mangler udstyr, kan I leje en temarygsæk. I finder dem på flere turistbureauer. Og husk, naturoplevelser er også sjov og leg. Erstat sofaens Bingo-Banko med stenbingo eller muslingebingo. Det er ret enkelt, og alle kan være med. Print pladerne fra inspirationsmaterialet på Naturekspeditionens hjemmeside. Gevinst? I er så heldige at opleve, hvor mange forskellige sten og muslinger, der findes.

www.naturekspeditionen.dk

Rav – er det eller er det ikke?

Du har måske allerede prøvet det: At gå ved stranden, rode rundt i stenene og pludselig se en gylden sten. Men er det nu rav, eller er det ikke? Er det sandt, man bare skal bide i stenen og mærke om den er blød? Og hvor mange år er det lige, det tager for en ravklump at blive dannet? Er der en, der kan svare på det, er det ravsliber Frants Kristensen i Sæby, som er 3. generation af ravslibere. Kom med ham rundt på ravmuseet i Sæby og se, hvordan et stykke rav kan forvandles til et smukt smykke. Gå med ham på stranden, og få hjælp til at finde rav.

Se mere på www.ravsliberen.dk
VISITNORDJYLLAND.DK Skeelslund 9440 Aabybro Tel.: +45 96 96 12 00 Fax: +45 98 24 47 74 KONTAKT