|
|
|
|
Nordjylland er et børnevenligt ferieområde med korte afstande og mange spændende feriemuligheder for børnefamilier, såvel med små som med større børn. Læs her om nogle af de mange muligheder.
 Nordjylland er et ideelt cykelområde. Afstandene er små, landskabet er smukt og varieret og der er ingen bjerge - kun små, bløde bakker. Der er mange kilometer skiltede cykelruter at vælge imellem, og de større byer er velforsynet med cykelstier, så også familiens små kan være med. Nedlagte jernbanestrækninger, som der findes en del af, er også generelt gode at cykle på med børn. I kan holde cykelferie på to måder: Enten kan I planlægge ferien selv eller også kan I tage på en færdigpakket cykelferie, hvor alt er tilrettelagt for jer på forhånd.
 I behøver ikke at have egen hest med for at holde rideferie i Nordjylland. Faktisk behøver I ikke engang øvelse i at ride. En række arrangører af rideferier tilbyder deciderede ferier med overnatning og halv- eller helpension – og her følger hesten med i prisen. En del af disse rideferiecentre er kun for børn og unge, men der findes også centre, hvor hele familien er velkommen. Fordi ridning er så populær en sport i Danmark, ligger rideskolerne tæt – oså i Nordjylland. Her kan I leje en hest eller pony og ride ud i naturen – med eller uden ledsager. Priserne afhænger af, om det er ponyer eller heste og om der er undervisning med i lejen.
 At lade sig glide lydløst med strømmen er topmålet af en aktiv daseferie, og børnene vil med garanti elske det. Her kan de virkelig få pirret fantasien - og det både om den går i retning af vilde indianere, opdagelsesrejsende i Afrikas indre eller bjørnejægere i Canadas store skove. En kanoferie er en intens naturoplevelse og den perfekte "stressuddriver", for tempoet er absolut adstadigt. De områder I sejler igennem er ofte fredede, stilheden er total og I kommer helt tæt på det rige dyreliv. I Nordjylland finder I mange sejlbare åer og hertil kommer et stort antal søer og kanaler. I kan endda vove jer fra åer og søer ud i de mest beskyttede fjorde, hvis I holder jer nær land og kender vind- og strømforhold. I kan sagtens sejle over længere strækninger med flere overnatninger undervejs. Kanoen kan lejes for en dag, men I kan også vælge at tage på en færdigpakket kano- eller kajakferie. Der findes ikke en samlet fortegnelse med forslag til kanoture. Et godt råd er derfor at kontakte kanoudlejerne. De kan hjælpe jer til at finde frem til en tur og et farvand, som passer til jer og jeres energi og færdigheder.
 Har familien lyst til at være sammen om sportslige udfoldelser i ferien, er der masser af muligheder for det i ved en ferie i Nordjylland. Dels kan I tage et kort kursus på en af områdets idrætshøjskoler, dels tilbyder flere sportscentre aktiv sportsferie for hele familien. På sportscentre, kan I træne og ofte bo under jeres ophold. I Nordjylland ligger landet sådan, at hvad enten I vil spille beachvolley, skyde lerduer, dyrke vægtløftning, klatre på lodrette vægge, lade dig smide ud af et fly eller dykke ned på havets bund – så er mulighederne til stede.
 Der findes to måder at opleve det nordjyske landmandsliv på. I kan bo i et gæsteværelse på en bondegård, spise sammen med værtsfolkene og dermed være en del af familien. Denne ferieform kaldes 'Bondegårdsferie'. Hvis I foretrækker selv at stå for husholdningen, kan I vælge at leje egen bolig, der enten er et separat hus eller en selvstændig lejlighed på gården. Denne ferieform kaldes 'Ferie på landet med selvhusholdning'. Ved bondegårdsferie bor I på gården, og kan spise et eller flere måltider på gården. På de fleste gårde vil I kunne vælge mellem kvartpension (morgenmad) eller halvpension (morgen- og aftensmad), men derudover tilbyder mange gårde madpakker eller frokost til rimelige priser. Ferie på landet Ved ferie på landet med selvhusholdning bor du og din familie i en bolig, der enten kan være et fritliggende hus eller en selvstændig lejlighed på gården. De fleste boliger indeholder opholdsrum, soveværelse, køkken samt toilet med bruser eller badekar. Læs mere her http://www.bondegaardsferie.dk/
 Et højskoleophold er en oplevelse for hele familien og for alle aldersgrupper. Her får I ny inspiration, viden og nye færdigheder og møder nye venner - og så er familien samlet det meste af tiden. De fleste af landets højskoler tilbyder hvert år forskellige familiekurser af en til to ugers varighed og med mange forskellige emner - for eksempel inden for kunst, medier, musik, teater og dans, idræt, boldspil og sejlads - mulighederne er næsten ubegrænsede. Enkelte kurser henvender sig for familier med spædbørn, men typisk ligger den nedre aldersgrænse ved tre til fem års alderen. Få mere information på www.hojskolerne.dk
|
|
|
|
|