Til forsiden
Limfjorden - en verden for sig

Når man spørger dem, der har prøvet det, får man det samme svar: Limfjorden er et af Danmarks mest spændende sejlerfarvande med masser af ankerpladser og gode, billige havne. Også natur-oplevelserne er i særklasse og faktisk kan man blive helt afhængig af at sejle på Limfjorden…

I dag er Limfjorden slet ikke nogen fjord, men et farvand, som skærer igennem Jylland på tværs og adskiller Vendsyssel og Thy fra resten af Jylland.

Mod øst den lange smalle indsejling fra Kattegat gennem Langerak, der nærmest har karakter af en flod, i midten de enorme bredninger med plads til et herligt kryds, mod vest sundene mellem Thy og Mors og til sidst udsejlingen til Nordsøen gennem Thyborøn Kanal. Og undervejs masser af vige, næsten 100 øer og et bjergtagende landskab, uanset hvor du ser hen. Kort sagt: 100 sømil pragtfuld natur – til vands og til lands.

Masser af små havne og ankerpladser
Limfjorden er en verden for sig – en evigt omskiftelig verden, der hele tiden fascinerer og begejstrer. Og uanset hvilken rute gennem Limfjorden du vælger, er du sikker på én ting: hver fjord og hver vig i Limfjorden byder på små havne og ankerpladser, hvor det kan betale sig at gå på opdagelse i land.

Efter indsejlingen fra Kattegat finder du den hyggelige havn i Hals på nordsiden. Dernæst kommer de tre havne i Aalborg, og lidt længere mod vest ligger både Gjøl Havn og Attrup Havn i naturskønne omgivelser og tæt på det rige fugleliv, som Limfjorden er kendt for.

Vælg mellem tre ruter
Et stykke vest for Aalborg bliver Limfjorden til Nibe Bredning, opkaldt efter den gamle sildeby Nibe og umiddelbart efter kommer indsnævringen ved Aggersund. På dette sted i Limfjorden må skipperen træffe et valg. Fjorden åbner sig nemlig som et lille hav, og enten skal turen gå mod syd, østen om Livø og forbi Salling til Skive og Virksund eller også stik vest gennem Feggesund mod Thisted og Thy og dermed vesten om Limfjordsøen Mors. Den tredje mulighed er at sætte kursen mod sydvest forbi øen Fur og dermed øst om Mors.

Vælger man den sydlige rute, passerer man den totalfredede ø Livø. Den er hunde- og bilfri, så et besøg på øen er forbeholdt lystsejlere og passagerer på den lille personfærge fra Rønbjerg Havn. Længere mod syd når du Hvalpsund Marina, der ligger i en hyggelig og charmerende lille færgeby. 

Glyngøre Lystbådehavn ligger smukt ud til Sallingsund ved siden af fiskerihavnen, hvor der landes muslinger og østers. På Limfjordsøen Mors ligger Nykøbing Mors Havn midt i byen og lige op ad den stemningsfulde gågade, mens Sillerslev Havn er en moderne lystbådehavn på Sydmors med en af øens bedste badestrande som nærmeste nabo.

I Thy er der en håndfuld havne, bl.a. Agger Havn i sydenden af Nationalpark Thy, Doverodde med den gamle købmandsgård, der i dag er museum, og Thisted Havn, midt i den gamle fjordby. Længst mod vest er Thyborøn porten til Vesterhavet med en spændende, levende fiskerihavn og en hyggelig lystbådehavn. 

Kom og oplev stemningen
Sejlere begejstres ved de mange dejlige ankerpladser, der indbyder til stille stunder i solnedgangens skær. Oplev de hyggelige små som store havne med kulinariske oplevelser ud fra devisen ”fra fjord til bord” med alt godt fra havet i de mange spændende restauranter, området er berømt for. God vind!
VISITNORDJYLLAND.DK Skeelslund 9440 Aabybro Tel.: +45 96 96 12 00 Fax: +45 98 24 47 74 KONTAKT