Den ægte smag Naturen har altid været på menukortet i det nordjyske. Hele landsdelen bugner af de lækreste, friske råvarer. Smag på alle de lokale specialiteter og besøg de mange madfestivaler, hvor smagsprøver tilbydes til rimelige priser, og glæden over egnens fantastiske spisekammer strømmer jer i møde. Tag f.eks. til Jomfruhummerfestival, Skaldyrsfestival, Muslingefestival og Fiskefestival. Nordjylland hylder gerne naturens skatkammer med festlige og fornøjelige arrangementer.
Sund sommermad
I skal også prøve at slå vejen forbi en gårdbutik og købe nyopgravede kartofler, friskplukkede jordbær, økologiske æg, grøntsager, honning og meget andet godt med hjem til sommerhuset. Det vrimler med gårdsalgsskilte med lokale delikatesser. Og de smager himmelsk. Især oven på en dejlig varm solskinsdag i selskab med saltvand og kridhvidt sand. Så er I klar til at pakke madkurven og gå ud i klitterne for at nyde farvespillet i den glødende solnedgang.
Kreative kokke
De gode råvarer har naturligvis lokket mange kokke til Nordjylland. Men vær ikke nervøs for, at for mange kokke fordærver maden. Det forholder sig tværtimod sådan, at de hver især lader sig inspirere af de friske og uforfalskede kvalitetsråvarer og forvandler dem til nye kulinariske oplevelser. De klassiske badehoteller fremtryller fortsat gastronomi på højt plan, og nye cafeer og spisesteder giver dem følgeskab.