Til forsiden
Byens bedste

Trænger I til at trække stikket ud og tage en pause midt i byen? Charmerende sidegader med toppede brosten, ejeren bag disken og hjemmelavede chokolader - hyggen kryber ind af alle sprækker i Nordjyllands charmerende byliv.

De unikke fund
Tænder I på smuk keramik, der bringer minder om en skøn ferie frem, når I kommer hjem igen? Eller drømmer I om tøj med det helt særlige snit, som veninderne ikke har? Bliver knæene bløde af duften af friskmalet kaffe og fristende chokolader i alle smagsvarianter? De nordjyske byers sidegader med toppede brosten og charmen på første række dækker jeres behov lige nu og her.

Shopping – også i regnvejr
Skulle det mod forventning blive regnvejr, så kan I søge trygt inden for i Aalborgs helt nye butikscenter, Friis. Med masser af spændende butikker, hotel, fitnesscenter og restauranter lokker Friis til hygge på en regnvejrsdag.

Romantik på havnen
Findes der noget skønnere end at gå med sin elskede i hånden, indsnuse havneluften og lade sig begejstre over udsigten, arkitekturen og de mange indtryk? På havnefronten i Aalborg er der skruet helt op for begejstringen med Utzon Centers smukke og aktive omdrejningspunkt for arkitektur, design og kunst. Det perfekte sted at holde i hånden, nyde en kop kaffe og fylde op på den fælles oplevelseskonto.

Frisk frokost
Dagen kan også have som formål i sig selv at nyde en lækker frokost med friske, hjemmelavede råvarer. Dét må I ikke snyde jer selv for i Nordjylland – for her rækker kokken bare hånden ud af vinduet til de friske råvarer og nordjyske specialiteter, og lækkerierne flokkes om at forkæle jeres sanser.
Prøv f.eks. Brasserie Mundgott, hvor de lækre retter bliver serveret i smuk unikakeramik fra den lokale keramiker - udviklet sammen med kokken specielt til menukortets udvalg.


Tip:

I må ikke snyde jer selv for et besøg i Aurion midt i Hjørring. Prøv de lækre brød, tag økologisk mel med hjem – eller hvad med at lade et stykke økologisk chokolade smelte på tungen? Uhm, himmelsk!

Søg overnatning & oplevelser

VISITNORDJYLLAND.DK Skeelslund 9440 Aabybro Tel.: +45 96 96 12 00 Fax: +45 98 24 47 74 KONTAKT