Til forsiden
Kajaksport

Nordjylland byder på udfordrende oplevelser for kajakroere. Der er mulighed for flere forrygende surfture med fuld fart ned ad bølgerne i kajaksurf eller mere almindelig kajaksport.

Lad det være sagt med det samme, kajaksurf er for de trænede kajakudøvere. Kajaksurf er en adrenalin fremkaldende ekstremsport i store og stejle bølger. Det er en ekstremsport, der stiller store krav til fysik og teknik.

Kajaksurfere mødes årligt i Cold Hawaii området ved Klitmøller til et såkaldt surfsymposium. Surfsymposium er et åbent træf med en blandet flok af polo, hav, kap og foss-roere. Krav for deltagelse er, at man mestrer grønlændervendinger og bærer hjelm og svømmevest. Læs Kaares beretning fra begivenheden her.

Området omkring Klitmøller er blandt de bedste til kajaksurfing, men også omkring Hirtshals og på den nordjyske vestkyst generelt, er der gode forhold for denne test af mod, teknik og udholdenhed, når der ellers er vind og bølger til det.

Er du knap så ekstrem, men kunne du tænke dig at dyste mod andre, så er Vendelboløbet i Ryå og Limfjorden ved Ålborg en mulighed. Løbet afvikles i slutningen af august og strækker sig over 22 kilometer.

De første 12 kilometer er med strømmen i Ryå, og de sidste 10 kilometer i Limfjorden nord om øen Egholm. Kajakkerne lægges i vandet ved Aabybro og du slutter ved Aalborg Kajakklub i Aalborg. Løbet er tilrettelagt for både kaproere og motionister, og deltagerne opdeles i mange grupper efter alder og erfaring. Derfor kan rigtigt mange deltagere hvert år tage hjem som vindere af deres gruppe.
Fredag, januar 27 2012
VISITNORDJYLLAND.DK Skeelslund 9440 Aabybro Tel.: +45 96 96 12 00 Fax: +45 98 24 47 74 KONTAKT