Til forsiden
Lystfiskeri

En fiskeferie i Nordjylland byder på stort set alle typer af fiskeri. Her er hav, fjorde, åer, søer – og her er både saltvand og ferskvand, så alle danske fiskearter er inden for rækkevidde – kun en snøres vej borte.

Muligheden for dejlige fiskeoplevelser på havet med ligesindede findes hele vejen op langs både vest- og østkysten, hvor kuttere stort set dagligt stævner på havfiskeri med forventningsfulde lystfiskere.

Nordsøen byder på noget af det bedste torskefiskeri overhovedet. Mest berømt er Det Gule Rev, som besejles fra Hanstholm og Hirtshals. Læs en beretning fra en tur på revet med søgang og højt humør. Der arrangeres ture fra flere udbydere til dette rev. På Det Gule Rev kan du opleve det store hav-fiskeeventyr med torsk, havkat, fladfisk, makrel, lubbe, sej og lange myldrende under kølen.

Kyst- og molefiskeriet har også sin charme. Hele vejen op langs den jyske vestkyst er der gode muligheder for at fange torsk, havørred, makrel og fladfisk. Også i de østjyske fjorde, bugter og vige er der rigtig gode chancer. Fjordfiskeriet i Limfjorden og Mariager Fjord er især interessant, når det gælder havørred og hornfisk. Fiskeriet koncentrerer sig primært om havørreder i foråret og efteråret samt hornfisk i forsommeren.

De smukke åer i Nordjylland hører til noget af det bedste havørredvand i Danmark og rummer tillige gode bestande af bækørred, der gør dem til mange danske og udenlandske lystfiskeres foretrukne tumleplads.

Søfiskeriet er varieret med gedde, aborre, sandart, ørred og fredsfisk. Her kan blandt andet Glenstrup Sø, Flade Sø, Hald Sø og Tange Sø fremhæves.

I Nordjylland findes mange put & take-søer, hvor man kan opleve et underholdende og attraktivt fiskeri. Her er både gode faciliteter, rent vand og sunde fisk. Hele familien kan hygge sig, samtidig med at fiskeriet i søerne kan være udfordrende for selv den mest kræsne lystfisker.

Thy er kvalitetsmærket region i Nordjylland under Fishing Denmark ordningen. Her finder du blandt andet både kvalitetsmærkede overnatningssteder, turistbureauer, turudbydere og grejforhandlere. Også flere nordjyske campingpladser er kvalitetsmærket som værende særligt egnet for lystfiskere med frysemuligheder af fisk, renseplads med mere. 

Online guide til Nordsøstiens fiskesteder



Klik på et ikon på kortet og få oplysning om hvad du kan fange.

Se også:

Værd at vide, før du fisker
Fishing Denmark
Fishing Denmark” er et kvalitets-mærke under foreningen Aktiv Danmark, med det formål at kvalitetssikre og forbedre lystfiskermulighederne i Danmark.
VISITNORDJYLLAND.DK Skeelslund 9440 Aabybro Tel.: +45 96 96 12 00 Fax: +45 98 24 47 74 KONTAKT