
En tur på én af de nationale cykelruter i Nordjylland, er en tur igennem nogle af Nordjyllands skønneste egne og forbi mange af landsdelens største seværdigheder og attraktioner.
Langs VestkystenVestkyststiens cykelrute har menneskets forhold til havet som tema. Denne rute løber da også tæt ved det vindblæste Vesterhav. Kystlandskabet kan opleves helt tæt på ved de stejle skrænter ved Bulbjerg og Rubjerg længere mod nord.

Ruten kommer også bag kysten gennem spændende kulturlandskaber og rolige klitplantager med muligheder for afstikkere til oplevelser for hele familien. Oplev for eksempel Nationalparkområdet på cykel, den unikke natur i Fosdalen og kik forbi Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Der er også mulighed for store naturoplevelser helt mod nord med en tur forbi Råbjerg mile, det ørkenagtige klitområde, der vandrer 20 meter om året.
Ved Østkysten Langs den milde østkyst strækker Østkystruten sig. Det er en sammenhængende cykelrute som løber fra Hadsund i syd til Hulsig ved Skagen i nord. Ruten følger fortrinsvis asfaltveje og veje med separate stier, men går også ad grusbelagte mark- og skovveje. Blandt andet Bangsbo Hovedgård passeres på ruten. I Frederikshavn ses det hvide krudttårn fra Tordenskjolds tid på havnen. Følges ruten mod syd cykles der med smuk udsigt langs Kattegat til idylliske Sæby. Længere mod syd i Himmerland svinger ruten ind på Hadsundstien forbi Lille Vildmose, der har leveret spaghnum til mange haver i Europa.
På Hærvejen
Hærvejsruten starter ved Skiveren i nord og løber derefter sydover gennem noget af de flotteste fredede istidslandskaber. Her er chancen for at opleve det bakkede landskab gennem Tolne Bakker, Jyske Ås og Hammer Bakker. Også syd for Ålborg er der bakker og skov, efterhånden som I bevæger jer gennem Rold Skov med Rebild Bakker.
Thy og MorsDen nationale cykelrute fra Hanstholm til København byder på sin nordlige del også på en række naturoplevelser af de helt store. Oplev området omkring Nationalpark Thy og ture tværs over den smukke Limfjords ø Mors. I har også muligheden for at cykle Mors rundt, såfremt I i stedet vælger at følge ”Solruten”, der er en markeret cykelrute på 170 km. langs kysten øen rundt.
Ved LimfjordenLimfjordsruten følger fjorden fra øst til vest. Danmarks største fjordområde byder på smukke og interessante oplevelser med afvekslende natur. Ruten er beskrevet udførligt i bogen ”På cykel rundt om Limfjorden” Her finder I fakta om ruten, praktiske oplysninger og tips, og information om byer og andet godt langs ruten. Se mere på
www.visitlimfjorden.com
Og meget mereUdover de nationale cykelruter i Nordjylland byder landsdelen på masser af andre dejlige cykeloplevelser på regionale og lokale cykelruter. Der henvises til
Dansk Cyklist Forbund, der i samarbejde med Fonden Fyntour og
VisitDenmark udgiver cykleguides med kort til hele Danmark. Flere lokale turistbureauer kan også tilbyde lokale cykelkort.
Læs også om
cykelferie i Nordjylland.