- Vejlerne - Nordeuropas største vådområde for svømme- og vadefugle
- Uopdyrkede hedearealer
- Den vindblæste vestkyst med fantastiske badestrande og klitområder
- De mere rolige og børnevenlige kyster ud mod Kattegat
- Limfjordens blide bakke- og søland
- Danmarks bud på Sahara - vandreklitten Råbjerg Mile
- Lille Vildmose - på trods af navnet, en af Europas største højmoser
- Istidslandskaber f.eks. omkring Rebild Bakker
- Molérskrænter med fossiler ved Fur og Mors
- Samt ege- og bøgeskove f.eks. omkring den gamle kongeby Viborg

Fra naturens side har Nordjylland en placering som betyder, at man specielt hér kan opleve de største kontraster rent vejrmæssigt. Her har vi virkelig 4 årstider i ordenes rigtige forstand, og vejret har i meget høj grad sat sit præg på naturen. Dette kan man høre meget mere om, hvis man besøger et af regionens naturcentre f.eks. Skagen Odde Naturcenter eller Han Herred Naturcenter.
Vil man opleve meterhøje bølger og mærke sandet piske i ansigtet, så kan det rigtigt lade sig gøre i Nordjylland uden at man sætter liv og lemmer på spil, selv om de fabelagtige forårs- og efterårsstorme ofte tager en bid af naturen - f.eks. ved Bulbjerg.

Men Nordjylland er også stedet, hvor man på én og samme dag kan nyde den opstående sols stråler ude over Kattegat og uden at anstrenge sig være ved Vestkysten om aftenen, for at opleve det helt fantastiske lys, som vor region er kendt for samt de maleriske solnedgange ude i horisonten. En oplevelse, som er ren medicin for sjælen.
Denne afvekslende natur kombineret med Danmarks fire smukke årstider, gør et besøg i Nordjylland lige spændende hele året rundt, så alt i alt må man sige, at det er ikke uden grund, at Nordjylland er det mest foretrukne ferieland blandt danskere, svenskere og nordmænd.