
Byerne langs østkysten rummer mange forskellige karaktertræk, men alle baseret på det erhverv, der oprindeligt har givet grundlag for byens opståen. Her finder man små hyggelige kystbyer med baggrund i flere århundreders eksistens som fiskerleje, andre og større med en kort historie byggende på etablering af en planlagt fiskerihavn og nogle, der har en mere blandet herkomst, byggende på landbrug, industri samt færgefart.
Dette spænd i kystbyernes karakter betyder et udbud af mange forskellige kulturmiljøer, der dog overalt er præget af havets nærhed i kombination med de venlige brede strande, som især har gjort den nordjyske østkyst til et attraktivt rejsemål.
De mindre kystbyer har bevaret en struktur, der ”vender ryggen” til baglandet, hvor husene samler sig tæt om havn eller mole og de redskabshuse, som sammen med havet har givet byen liv. Selv om fiskeriet de fleste steder har skiftet fra erhverv til rekreativ aktivitet og fiskerflåden er blevet til lystbåde, er kulturen levende og nærværende i byernes udtryk.

Østkystens oprindelige erhvervsstruktur og blide natur har gjort området attraktivt som ferieområde for i første omgang nordjyderne og siden mange andre. Sommerhuse, campingpladser, feriecentre og andre faciliteter er en del af livet langs kysten – en nyere kultur, der bygger videre på havets og kystlandskabets værdier i naturlig forlængelse af fiskeri og søfart.