I slutningen af 1800-tallet begyndte man at bygge feriehuse, som dem vi kender i dag. I første omgang var det kunstnerne, der ”opdagede” strandene og det særlige lys, men hurtigt fulgte borgerskabet efter. Man lejede sig i starten ind hos de lokale, men hurtigt opstod ønsket om at have sit eget, og i 1890’erne blev de første rigtige feriehusgrunde udstykket.

I begyndelsen af 1900-tallet var egentlig ferie forbeholdt de få, men det ændrede sig langsomt op igennem 1920’eren og 30’erne, og med ferieloven fra 1938 fik alle ret til to ugers ferie med løn. Det skabte ekstra interesse for nye og billige feriehuse. Mange af disse huse blev opført som primitive weekendhytter af de forhåndenværende materialer - eller man opstillede en udtjent jernbanevogn eller sporvogn på sit jordstykke, der gerne måtte ligge i cykelafstand til byen.

Dagens typiske feriehus er langt fra tidligere tiders primitive weekend-hytte, for efter en periode, hvor feriehuslivet stod i skyggen af charterturismen, er det igen blevet ”in” at have sin egen fredelige plet.

Selvom vandet og flugten fra byen hektiske liv fortsat trækker, lægger vi ikke den moderne komfort bag os, år vi drager ”til vandet”. Feriehuset skal helst tilbyde de samme bekvemmeligheder som helårsboligen, og så er det ikke længere tilstrækkeligt, at huset kun er til glæde i sommer-halvåret. Det eftertragtede ”tilflugtssted” helårsisoleres og forsynes med gulvvarme og brændeovn, så det kan være til glæde hele året.