Kystbefolkningen levede i århundreder overvejende af landbrug, handel, fiskeri, jagt m.m. Fiskeriet og landbruget kunne indpasses i en cyklus, hvor man fiskede i de perioder af året, hvor landbruget lå stille.

Sejladsforholdene i Jammerbugten krævede et utal af menneskeliv. Baggrunden var de mange skibsforlis, der fandt sted langs kysten, hvor der ofte går en stærk strøm, og hvor den vestlige vind har ført skibene ind på kysten. Selve navnet “Jammerbugten” henviser til de mange, der satte livet til.

Fra omkring 1852 og frem blev der langs hele kysten etableret redningsstationer. Stationerne var rød-hvide og med splitflag på portene. Redningsstationerne blev bemandet med lokale folk, der havde stor kendskab til havet. Et bjærgelaug stod for bjærgning af skibets last, og det fik de en god betaling for. I gode strandingsår kunne det give mere end fiskeriet. Befolkningen ved Jammerbugten forsøgte ved enhver given lejlighed, sådan lyder i hvert fald rygtet, at skaffe sig del i strandings godset inden det blev fundet af strand fogederne og sat på auktion for at give penge i statskassen.

Købstadsprivilegierne betød at byerne havde monopol på næsten al handel. Kystboerne fik dog i 1686 kgl. brev på, at de havde ret til at lande med skude eller fiskerbåd mellem Klit møller og Løkken. Begrundelsen var, at de manglede tømmer, hvilket man havde i Norge, og nordmændene manglede korn og landbrugsprodukter, hvilket man havde i Vendsyssel og Thy.

Skudehandelen gav penge og beskæftigelse til egnene. Ud over at drive skudehandel havde købmændene også butik. Der var ofte stor omsætning, for de mange bønder, der afsatte deres varer, købte varer med hjem igen. Skudehandlergårdene fungerede også som kroer, hvor man både kunne få mad og drikke og overnatte.

Spor efter skudehandelen findes bl.a. i Løkken og Blokhus, hvor nogle af skudehandlergårdene stadig eksisterer. Flere af dem er omdannet til hoteller. I de mindre kystsamfund findes også stadig en række skudehandlergårde, hvorfra man drev handel. De fleste steder er pakhusene, der lå i klitten revet ned eller brugt til andre byggerier.
Skudehandelen havde sin blomstringstid i midten af 1800-tallet, men efter 1871 koncentreredes handelen længere inde i land, og skudehandelen direkte fra kysten mistede gradvist sin betydning. Mange steder tog fiskeriet over som det bærende erhverv for kystbefolkningen.

I løbet af første halvdel af 1800-tallet begyndte der at dukke fremmede gæster op i kystsamfundene. De første der rejste ud til denne “afkrog” af Danmark, der både i geografisk og psykologisk forstand befandt sig meget langt væk fra København, var kunstnere som forfattere og malere, og deres beretninger fra disse rejser resulterede i, at andre fra borgerskabet kom rejsende til egnen. Mest kendt i denne forbindelse er malerne, der tog til Skagen, og gennem deres billeder skildrede folkelivet, men langs hele kysten har forskellige kunstnere holdt til.

I anden halvdel af 1800-tallet fik læger den opfattelse, at frisk luft og havbade havde en gavnlig indflydelse på sundheden. Synspunktet var, at mange blev syge af luften i byerne, hvor der ofte var epidemier, der sammen med en generel dårlig hygiejne medførte stor dødelighed.

Den formuende del af befolkningen begyndte derfor at tage på landet om sommeren, og det var også dem, der fulgte i hælene på kunstnerne i Nordjylland. Det var dog ikke kun danskere, der holdt ferie ved kysten, også mange udlændinge begyndte at komme. At rejse ud til eksempelvis kurbadesteder var ikke noget nyt i de kredse. I Tyskland tog man på kurbad allerede i 1700-tallet.

I første omgang var det den friske luft, der var det tiltrækkende element, men i anden halvdel af 1800-tallet blev det mere og mere almindeligt at bade i havet. Det var i begyndelsen kun sommergæsterne, der badede, mens lokalbefolkningen undrende så til. De havde fra barnsben lært en dyb respekt for havet, så de nøjedes med at nyde den friske luft mens aftensmaden blev spist. Børnene kunne dog få lov til at soppe i strandkanten.

Det var ikke på mode at være solbrændt, så på stranden kunne man leje særlige kurvestole, hvor man kunne sidde i skygge for solen, mens man snakkede, og der var indrettet særlige badevogne, hvor man klædte sig om før og efter havbadet. I starten blev badevognene trukket ud i vandet, men efterhånden som der kom flere og flere gæster, blev badevognene til badehuse, der stod fast på stranden. Badehusene var en fast del af strandlivet, og badehotellerne langs kysten havde alle deres egne huse til gæsterne. Nogle steder betalte man for at benytte badevognene/husene, og man kunne også leje en badedragt. Oftest var det en ældre kone eller et ældre ægtepar, der passede badehusene og skyllede badetøjet op efter brug og hang det til tørre til den næste badegæst.