Visitnordjylland har i samarbejde med Gallup gennemført en meget konkret undersøgelse af efterspørgslen efter nordjyske turisttilbud blandt danskere, nordmænd og svenskere. Baggrundsmaterialet til analysen giver grundlag for detaljerede analyser af ferieprodukttyper, markedsføring og produktudvikling.
Nedenfor en sammenfatning af undersøgelsens hovedkonklusioner:
Danskerne foretrækker Nordjylland
Danskerne synes Nordjylland er det bedste ferieområde herhjemme, mens svenskere og nordmænd har Sjælland (inkl. København), Møn og Lolland/Falster som favorit. Dog kommer Nordjylland blandt vores skandinaviske venner ind på en flot 2. plads.
Oplevelsesattraktioner lokker om sommeren
Nordjylland er særlig attraktiv som feriemål om sommeren, hvor mange af oplevelsesattraktionerne trækker. Således kan mange danskere nævne adskillige nordjyske oplevelsestilbud.
Norske og svenske turister elsker Skagen
Nordmændene kan specielt lide den korte afstand og Skagen, og byen finder også vej til svenskernes hjerter sammen med vores strande.
Afslapningsferier hitter mest
Afslapningsferier med tiden til det gode liv har et stort potentiale i Nordjylland, og det gælder også udenfor højsæsonen. Dog opnår resortferie, hvor hele ferien samles et sted ikke samme ros, specielt ikke i Norge og Sverige. Til gengæld ser svenskere og nordmænd et større potentiale i rollespil i ferien end vi danskere. Succes på det område fordrer sammenhæng med andre oplevelsestilbud eller en målrettet indsats i forhold til entusiasterne.
Oplevelsesattraktioner er blandt det mest tiltrækkende i Nordjylland, mens gastronomiske tilbud kan lokke udenfor højsæsonen, men ikke i sig selv. Naturen er skøn hele året, lyder det i kor.
Svenskere glade for feriecentre og cykelferie
Feriecentre vurderes på et pænt niveau i alle tre lande med Sverige som topscorer. Svenskerne er også de mest interesserede i cykelferier, men er ikke særligt tilfredse med Nordjylland på dette punkt. Dette kan skyldes, at kendskabet til konkrete cykelruter og cykelferiepakker i Nordjylland er meget lavt.
Svingende golfinteresse
Golfferier udenfor sommermånederne vurderes højere i Danmark end i Norge og Sverige, mens kendskabet til nordjyske udbydere er begrænset.
En sammenfatning af undersøgelsen findes på VisitNordjyllands hjemmeside, hvor der længere nede også findes samtlige diagrammer fra analysen som powerpoint-præsentation, se sammenfatning
her