|
En netop offentliggjort undersøgelse fra Danske Regioner viser, at Danmark har det svært i kampen om turisterne. På et ellers hurtigt voksende globalt marked har den danske turistbranche gennem flere år oplevet en markant lavere vækst end konkurrenterne i vores nordiske nabolande.
Især i kampen om at tiltrække udenlandske turister sakker Danmark bagud. Norge, Sverige og Finland har således oplevet en gennemsnitlig vækst på over 20 pct. i antallet af udenlandske overnatninger fra 1998 til 2006, mens Danmark i samme periode kun har haft en vækst på ca. 2 pct.
Nordjylland satser på langsigtet udvikling
Tendensen i Nordjylland er den samme som på landsplan. Godt nok har regionen oplevet en stigning i antallet af danske turister, men den faldende interesse for Danmark blandt de udenlandske turister har også sat sig sine spor i Nordjylland. Samlet set er det derfor hverken gået frem eller tilbage for den nordjyske turisme de senere år.
I turistbrancheorganisationen VisitNordjylland kommer tallene i den nye undersøgelse ikke bag på administrerende direktør Lars Enevold Pedersen. Han ser dog realiteterne som en udfordring, som Nordjylland allerede har taget fat på at løse.
- Vi har kunnet følge tendensen på nært hold gennem et stykke tid. Derfor er vi allerede i gang med initiativer, der skal vende udviklingen, men det er et langt sejt træk. Man kan ikke blot trække en kanin op at hatten, så turisterne strømmer til. Vi er nødt til at satse langsigtet, så vi kan sikre en positiv og stabil udvikling i mange år fremover, forklarer Lars Enevold Pedersen.
Visionært samarbejde baner vej for konkrete resultater
Et solidt grundlag for den langsigtede udvikling i nordjysk turisme er det brede samarbejde, der allerede er etableret på kryds og tværs af regionen. Lokale ildsjæle, regionale politikere og andre beslutningstagere har givet hinanden håndslag på den regionale udviklingsplan, hvori en af de 5 hovedvisioner er at skabe kreative alliancer mellem natur, kultur, turisme og oplevelseserhverv. Arbejdet med udviklingsplanen har således betydet, at tidligere tiders modsætningsforhold mellem bl.a. naturforkæmpere og turistbranchen er blevet afløst af samarbejde om konkrete resultater.
Et andet vigtigt omdrejningspunkt i indsatsen for turismen er VisitNordjyllands samarbejde med det nordjyske Vækstforum. I juni indgik de to parter en strategisk aftale, der indebærer, at Vækstforum hvert år fra 2008 til 2010 afsætter en pulje på 21 mio. kr. til initiativer, der skal føre nordjysk turisme tilbage på sporet og i front for udviklingen. Et af initiativerne er at opbygge et stærkt samarbejde på tværs af brancher. Bl.a. skal der skabes endnu flere tilbud hvor det bedste fra nordjysk natur, velvære og mad flettes sammen på nye måder, der giver spændende helhedsoplevelser for regionens turister.
Ønsket om at gennemføre sammenhængende projekter, der på sigt kan styrke turismen i hele regionen, er en vigtig begrundelse for, at Vækstforum Nordjylland har indgået den nye samarbejdsaftale med VisitNordjylland.
- Samarbejdet med Vækstforum gør det muligt for turistbrancen at lave større projekter og skabe en rød tråd mellem de mange initiativer, der skydes i gang. Og vi kan give vores turister en bred vifte af tilbud som alt efter individuelle ønsker kan skræddersys til både aktive og lærende oplevelser i Nordjylland, fortæller Ulla Astman, der er formand for Vækstforum og regionsrådsformand i Region Nordjylland.
Fra pakkeløsninger til unikke oplevelser
En af de store udfordringer, som den nordjyske turismebranche, står overfor er den løbende ændring i turisternes behov og efterspørgsel efter nye aktiviteter. Netop derfor satses der meget på produktudvikling i samarbejdet mellem VisitNordjylland og Vækstforum. Turister vil ikke længere nøjes med pakkeløsninger og metervarer, uanset om disse er af høj kvalitet. I stedet skal Nordjylland byde sine turister på unikke oplevelser, moderne teknologi og en høj grad af fleksibilitet, sådan at aktiviteter og tempo kan tilpasses den enkeltes ønsker.
Med støtte fra Vækstforum er der allerede iværksat en række projekter, som skal være med til skabe nye oplevelser og muligheder for turister i Nordjylland.
Bangsbo Museum i Frederikshavn har bl.a. modtaget 8 mio. kr. fra Vækstforum til det storstilede projekt Digitales II, hvor Bangsbo Fort med dets 70 bunkeranlæg iscenesættes som var det under besættelsestiden. Turister og andre besøgende vil blive inddraget i et spændende univers, hvor de gennem nervepirrende valgsituationer og interaktiv formidling selv er med til at forme historiens gang.
Et andet initiativ er Skagen Odde Interaktionsprojekt, der gennemføres på Skagen By- og Egnsmuseum. Her har Vækstforum skudt 2,3 mio. kr. i udvikling af lærende oplevelser, hvor interaktiv formidling og den nyeste mobilteknologi vil gå hånd i hånd med den lokale kulturhistorie. De traditionelle ramme på museet skal udvides, og de besøgende skal have en førstehånds oplevelse af historiens gang og naturens mægtige kræfter på verdens største odde.
Ud over de nye attraktioner satses der også stort på at give turisterne et ekstra behageligt ophold i Nordjylland. Derfor sendes hele 1.000 ansatte, ledere og selvstændige inden for turistbranchen nu på efteruddannelse i bl.a. god service og godt værtskab. Initiativet, som er støttet af Vækstforum med 8,8 mio. kr., skal sørge for, at turisterne forkæles i en sådan grad, at de igen og igen vender tilbage til Nordjylland i deres søgen efter gode oplevelser.
Yderligere oplysninger:
Lars Enevold Pedersen Administrerende direktør for VisitNordjylland tlf. 23 23 61 13
Kenneth Kristensen tlf. 21 44 56 30, Kirsten Boelskifte tlf. 20 55 20 12 Daglige ledere på Digitales II, Bangsbo Museum
Michael Ax Museumsinspektør på Skagen By- og Egnsmuseum tlf. 50 50 25 20
Ulla Astman Formand for Vækstforum Nordjylland og regionsrådsformand i Region Nordjylland tlf. 30 23 64 54
|