Til forsiden
Humleruten i Nordjylland

Nyt samarbejde skal friste svenske gæster til at opleve kvalitetsøl på de nordjyske mikrobryggerier.

Humleruten sætter den traditionsrige, nordjyske ølkultur på verdenskortet. Initiativet er udviklet af VisitNordjylland og Stena Line, der i samarbejde med nordjyske bryggerier skaber synlighed om den gode øloplevelse.

Et besøg på Humleruten giver et indblik i de særegne traditioner bag de lokale bryggeriers håndbryggede kvalitetsøl. Ideen bag samarbejdet er at skabe en sammenhængende oplevelse, hvor gæsterne i etaper efter eget valg kan besøge de nordjyske bryggerier på ruten. I Humleruten indgår også fire midt- og østjyske bryggerier. Omdrejningspunktet er det fælles ølpas, der er gæstens guide til turen. Ølpasset indeholder information om de deltagende bryggerier, rundvisninger, prøvesmagninger, særlige tilbud og GPS-koordinator, så de ølglade gæster kan finde vej.

Humleruten går i luften
Humleruten, der er lanceret i efteråret 2009 på Stena Lines svenske marked, har netop fået en flot medfart i radioprogrammet Rivstart - det absolut mest populære morgenradioprogram i Gøteborg og Vestsverige. Brygmester Claus Søgaard fra Søgaards Bryghus i Aalborg deltog som repræsentant for samarbejdet med en ølsmagning af nordjysk mikrobrygget øl i det 15 minutter lange spot, der også bød på en lytterkonkurrence og en snak om danskhed.
 
Op imod 1,8 mio. svenskere tuner dagligt ind på det legendariske radioprogram på kanalen Bandit Rock 104-8, og hos VisitNordjylland og Stena Line glæder man sig over indslaget, der for alvor skaber synlighed om Humlerute-initiativet og Nordjylland som feriemål.

Nye muligheder
Nordjylland har et sundt netværk at mikrobryggerier, og interessen for specialøl blomstrer, ikke mindst på de udenlandske nærmarkeder. Med en stigende efterspørgsel efter autentiske kulinariske oplevelser, er gastronomien i den grad et område i vækst. Hos VisitNordjylland ser man derfor samarbejdet om Humleruten som en mulighed for at sætte endnu mere fokus på de unikke, nordjyske fødevareoplevelser.

Og der er meget at hente - særligt fra udlandet, hvor man har arbejdet målrettet med udviklingen af denne type oplevelser. Her har man haft stor succes med kreative netværk og personliggørelse af bryggerioplevelsen ved at involvere gæsten i produktionsprocessen blandt meget andet. Det er håbet, at man ved fælles hjælp kan tænke kreative ideer ind, der kan sætte fokus på og løfte begrebet om det nordjysk mikrobryggeri til et nyt niveau.

Yderligere information: 
Projektkoordinator, Jenny Holm Hviid
Tlf. 96 96 12 12
jenny@visitnordjylland.dk
VISITNORDJYLLAND.DK Skeelslund 9440 Aabybro Tel.: +45 96 96 12 00 Fax: +45 98 24 47 74 KONTAKT