Nordjyske golfklubber tænker nyt. Markedsføringen fra 2009 skal være onlinebaseret og indeholde et konkret produkt. Denne idé har resulteret i golfsmart.nu – et internetbaseret system til salg af greenfee-pakker.
På et møde i december 2008 besluttede VisitNordjylland og 14 nordjyske golfklubber fra markedsføringssamarbejdet ”A Fairway to Heaven” at flytte fokus fra en imagemæssig markedsføring af golfbanerne i Nordjylland til en mere salgsrettet indsats til gavn for de medvirkende klubber.
Resultatet er systemet golfsmart.nu, hvor golfspilleren kan købe online greenfee vouchers til 14 nordjyske golfbaner. Systemet indeholder et betalingsmodul, så alle køb betales forud med kreditkort. Det giver en forretningsmæssig fordel for golfklubberne, og golfspilleren får nemt pr. mail sendt vouchers. Disse kan udskrives på egen printer, så man kan gå direkte ud på golfbanen. Systemet leder i øvrigt let videre til tidsbestilling i golfklubberne eller over nettet, så golfspilleren har fået flere muligheder.
Idéen med golfsmart
Idéen med golfsmart er, at golfspillere minimum køber greenfee vouchers til 3 forskellige nordjyske klubber. For klubberne betyder dette et samlet mersalg, og at klubbernes listepriser ikke bliver udhulet. Vouchers er gyldige i hele sæsonen det pågældende år, så der er masser af tid til at bruge rabat-ordningen.
I fremtiden håber VisitNordjylland, at konceptet bliver så stor en succes, at man sammen med klubberne kan videreudvikle bookingsystemet. Systemet kan integreres med andre hjemmesider for at skabe øget synlighed og dermed omsætning. Reklamer for overnatningstilbud, tilbud fra klubbernes restau-ratører og protrænere osv. kan skabe et mersalg. Samtidig kan opkobling til golfbox, tourist online og nye moduler i forhold til andre partnere i turismen (gastronomi, attraktioner, kultur m.m.) også forbedre vilkårene for golfspilleren og omsætningen for erhvervet.
Det nye koncept bygger på tre forudsætninger:
Det skal være attraktivt for gæsterne/golfspillerne
Det skal være enkelt at administrere for golfklubberne og VisitNordjylland
Det skal skabe mersalg og ikke bare være en isoleret rabatordning
VisitNordjylland vil opfordre partnere (overnatningssteder, attraktioner m.fl.) til at være opmærksomme på tilbuddet og formidle det videre til golfinteresserede gæster.
Se mere om golfpakkerne her:
www.golfsmart.nu