|
Arrangementet skal skabe opmærksomhed omkring alle de muligheder, der er for at få gode og sunde friluftsoplevelser i Nordjylland.
Publikum kan opleve et væld at friluftsoplevelser, når unge og gamle inviteres til at afprøve nogle af de mange spændende udendørs aktiviteter. Man kan fx prøve at sejle i havkajak, surfe, fiske eller køre på mountainbike. Hvis du hellere vil se på, kan du i stedet indtage økologiske fristelser tilberedt over åben ild, mens du ser nogle af de bedste boltre sig i bølgerne med surfkajak, surfcarst fiskeri m.m.
Gratis surf oplevelse Den 4. juli er der urpremiere på oplevelsesbanken Aktiv Nordjylland, og oplevelsesbankens første officielle oplevelse er et gratis surf-kursus arrangeret af Westwind Klitmøller. Der udloddes 10 gratis billetter til kurset, og for at få fat i en af dem, skal man svare på et spørgsmål på www.AktivNordjylland.dk. De 10 heldige vindere får besked den 1. juli.
Dagen byder på flere gratis oplevelser som fx en guidet tur langs Nordsøstien, forskellige konkurrencer, en tur på stranden med en fiskestang m.m. Enkelte oplevelser kan prøves mod en beskeden betaling. Det gælder fx en mountainbiketur eller en tur på bølgerne i havkajak, hvor Michael Havskov Jensen fra Morsø Jolle og Havkajak hjælper debutanter og øvede til en god og sikker tur i havkajakken.
”Den Store Friluftsdag er en god mulighed for at fremvise nogle af de mange friluftsoplevelser, som turister og lokale kan benytte sig af i området. Samtidig er der måske nogle af gæsterne, der får lyst til at komme på et af de kurser, som mit firma udbyder” fortæller Michael Havskov Jensen.
Vejret og havet bliver medbestemmende for hvilke aktiviteter, det er mulige at gennemføre på dagen. Men er vejret dårligt til en oplevelse, så passer det heldigvis godt til andre oplevelser, og muligheder er der mange af. VisitNordjyllands marketingchef Sisse Wildt glæder sig til at prøve nogle af de mange tilbud: ”Oplevelsesbanken Aktiv Nordjylland er en af vores store satsninger, og der er rigtig mange spændende oplevelser at komme efter. Derfor tager jeg hele familien med til Klitmøller, så de kan få sig en på opleveren og samtidig se lidt af den fantastiske Nationalpark Thy” udtaler Sisse Wildt fra VisitNordjylland, der også er medlem af bestyrelsen for Nationalpark Thy.
Oplevelsesbanken Aktiv Nordjylland Initiativet til Den Store Friluftsdag kommer fra oplevelsesbanken Aktiv Nordjylland, som denne dag har præmiere på de første af ca. 3200 nordjyske aktive oplevelser i 2009.
Aktiv Nordjylland er navnet på en ny oplevelsesbank, som VisitNordjylland og de nordjyske turistbureauer lancerer i samarbejde med udvalgte private aktører. Oplevelsesbanken indeholder en lang række tilbud om kvalitetsoplevelser til dem, der gerne vil være aktive i ferien, men som gerne vil have en kyndig og erfaren instruktør eller vejleder inden for rækkevidde, der samtidig kan fortælle om den natur og den egn, de færdes i. Læs mere om oplevelserne på www.AktivNordjylland.dk
Turistchefen i Thy Ole Riis Christensen ser et stort potentiale i den fælles nordjyske satsning på aktiv ferie: ”Vi har under temaet ”Aktiv Nordjylland” prøvet at sætte fokus på en række spændende aktiviteter, der alle har det til fælles, at de kan gøre et besøg i Nordjylland om end endnu mere oplevelsesrigt.
Vi har naturen overalt heroppe, i stort format, så det vi gør med disse tilbud, er at sætte endnu mere fokus på, hvilke muligheder der så også er for at bruge den på vidt forskellige og udfordrende måder. Vi håber, at alle aldre vil tage imod tilbuddene og benytte sig af muligheden for at opleve og nyde det herlige Nordjylland – her er en rigtig god mulighed”
Udpluk af aktørerne bag Den Store Friluftsdag Oplevelsesbanken Aktiv Nordjylland, Thy Outdoor ved Brdr. Vestergaard, Morsø Jolle og Kajakudlejning, Westwind Klitmøller, Thy Fisker, Thy Turistbureau, Thisted Museum, Coast Alive, Morsø Turistbureau, Little Mule, Dansk Kano og Kajak Forbund, Grejbank Nordvest, Pagaj, NASA Klitmøller og VisitNordjylland.
|