|
VisitDenmark har netop udsendt en top 50 over besøgte danske attraktioner i 2008. Sammenlagt har de danske topattraktioner haft besøg af 21 mio. gæster, hvilket er blot 0,6% færre end i 2007. De fem største attraktioner er de samme som i 2007 med Fårup Sommerland inde på en flot femteplads nationalt.
Skagens Museum havde 48% flere besøgende i 2008 end året inden, og selv om 2008 var 100-års-jubilæet for museet er udviklingen rigtig flot. Skagens Museum udstillede hele 670 malerier i 2008, og økonomi- og administrationschef Peter Groot fra Skagens Museum fortæller: ”Ét af billederne sidste år var så stort, at man måtte lave et hul i muren for at få det ind. I det hele taget vakte udstillingen stor mediebevågenhed. 2009 er et mere normalt budgetteret museumsår, selv om en særudstilling om kunstmaler Anna Ancher forventes at trække det samlede besøgstal for 2009 op på 130.000 gæster, når året er omme.”
Fårup Sommerland er også positive. Her konstateres en besøgsfremgang på 10%. Marketingsansvarlig, Laila Mølholt, fra Fårup Sommerland fortæller: ”Vi havde en lang periode i maj og juni med godt vejr sidste år. Udviklingen i 2009 ser ud til at fortsætte i samme dejlige spor, kan vi se på vores helt nye besøgstal for maj måned. Ellers mener vi, at den nye rutsjebane Lynet har en stor del af æren. Det er en launch coaster, hvor man bliver skudt af sted - den eneste af sin type i Danmark.”
Informationschef Søren Sørensen arbejder både for markedsføringen af Karolinelund og Aalborg Zoo. Han er ikke overrasket over Karolinelunds fremgang med 10% fra 2007 til 2008: ”Til trods for at antallet af åbningsdage er nedskåret, har 2008 været et godt år for Karolinelund. Vi har bl.a. haft stor succes med vores musikarrangementer. Men i det hele taget viser besøgstallene, at der er basis for, at Karolinelund fortsat kan virke som en forlystelsespark,” udtaler Søren Sørensen.
Hvor Aalborgs tivoli, Karolinelund, har en meget bred sammensætning af gæster, har Aalborg ZOO været ramt af en lille tilbagegang som følge af de mange stranddage i 2008. Men den kedelige udvikling er vendt i 2009. ”Isbjørneungen Milak har haft stor effekt. Vores besøgstal er langt foran sidste års tal. Vi håber, at vi når over 400.000 besøgende i 2009 for første gang nogensinde. Vi kan mærke tydelig interesse for Milak, som man har kunnet følge på internettet siden fødslen 7. december 2008. Og han blev endda landskendt efter sin medvirken i tv2-vejret,” slutter Søren Sørensen.
Det største fald blandt nordjyske attraktioner ses desværre for Jesperhus Blomsterpark, som havde 21 % færre gæster i 2008 end året før. Direktør Jesper Overgaard fra Jesperhus, mener at dette skal ses i lyset af den generelle økonomiske afmatning sidste år, men er fortrøstningsfuld: ”I 2009 har Jesperhus valgt at sænke entrépriserne, og har forbedret markedsføringen og kvaliteten på feriecentret, og vi forventer derfor et stigende besøgstal på 5 % for 2009”. Det har desværre ikke været muligt at få kontakt med den sidste nordjyske attraktion i top50, Nordsøen Oceanarium, der er gået frem fra 26. til 25.pladsen i 2008. Deltagelse på Visitdenmarks attraktionsliste Deltagelse på attraktionslisten er frivillig, og kommercielt drevne turismeattraktioner med et vist element af adgangskontrol kan komme på attraktionslisten.
|