|
|
|
|
|
Årets nordjyske værter kåret
|
|
Værtskabsprisen 2009 hædrer medarbejdere i det nordjyske turisterhverv der gør en ekstraordinær indsats for at give gæsterne en god oplevelse.
|
|
|
|
Prisen for årets vært uddeles for første gang i år til dygtige nordjyske værter, der med opmærksomhed og indlevelse giver deres gæster en oplevelse ud over det sædvanlige. Initiativet er en del af VisitNordjyllands kompetenceudviklingsprojekt, der igennem videreuddannelse af turisterhvervet stiller skarpt på nordjysk gæstfrihed og værtskab.
Modtagerne af dette års værtskabspris er Anni Brændgaard, Nordsøen Oceanarium, og Adriana Olsen, Fårup Sommerland. De modtager begge årets værtskabspris for deres imponerende evne til igennem et stabilt og ekstraordinært værtskab, imødekommenhed og hjælpsomhed, at skabe en solstråleoplevelse, der involverer og griber gæsterne. Og det belønnes, for hos VisitNordjylland anerkender man, at det at være velkommen er en af de vigtigste ingredienser i et vellykket ophold i Nordjylland.
Direktør hos VisitNordjylland, Lars Enevold Pedersen overrækker priserne til årets værter på deres respektive arbejdspladser. Begge modtager de et diplom og en gavecheck på kr. 2.500,- samt 1 stk. kunsthåndværk specielt udformet som erindringspokal.
Hos Nordsøen Oceanarium er man glade for prisen. ”Men vi synes også , det er fuldt fortjent”, siger direktør Jens Otto Størup. ”Fra vore gæsters tilbagemeldinger kan vi se, at Anni virkelig gør en forskel”. Anni er 60 år og har i mange år arbejdet som købmandskone. Hun har siden 2005 haft ansvaret for Ocean Café. I sit arbejde lægger Anni vægt på at være nærværende og at give gæsten mere end de forventer. Det opfatter gæsterne meget positivt og deler gerne ud af deres oplevelser.
I turismebranchen er de menneskelige relationer den vigtigste værdi- og loyalitetsfremmende faktor. Det er baggrunden for VisitNordjyllands gæstfrihedsprogram og initiativet til værtskabsprisen. Her ser man det som en af de vigtigste opgaver for turisterhvervet at tage godt imod gæsterne og at være gode nordjyske ambassadører.
Kompetenceudviklingsprojektet har siden opstarten i 2006 været en stor succes, idet man med uddannelsesforløbene ikke alene skaber værdi for gæsten, men også for medarbejderen og for virksomheden.
Yderligere information: Udviklingschef Ove Knudsen Tlf. 96 96 12 04 ove@visitnordjylland.dk
|
Hent billede af Adriana Olsen, Søren Kragelund, Lars Enevold Pedersen, Niels Jørgen Jensen herHent billede af Anni Brændgaard, Lars Enevold Pedersen, Jens Otto Størup her
|
|
|
|
|